Danske High Class Racing fik en kanonstart på årets Intercontinental GT Challenge. Det danske Porsche-team med kinesisk opbakning fra Kerong Li og franske Dorian Boccolacci tog her til morgen dansk tid et decideret chokresultat hjem, da de endte på den samlede andenplads i et vildt og uforudsigeligt Bathurst 12 Hour.
Løbet var undervejs afbrudt en halv time på grund af et større uheld, og undervejs fandt det danske team den optimale vej gennem afbrydelser og forhindringer – og kunne derfor dukke op i den helt rigtige ende af feltet, som det halve døgn nærmede sig sin finale.
High Class Racing kører tilmed i IGTC’s Bronze Cup, hvilket ikke gør præstationen mindre. Andenpladsen kom hjem i direkte kamp med rene Pro-biler, der med deres kørersammensætninger kan vælge tre topnavne – mens man i Bronze Cup skal have en bronzekører med.
Dramatisk finale
I finalen stak Gruppe M Racings Maxime Martin væk og tog sejren efter et større drama med 40 minutter tilbage. Her blev løbet sat i gang efter en safetycar, og i første sving kom det til kontakt mellem Jules Gounons Mercedes fra 75 Express, der ramte Kevin van der Linde i Team WRT’s BMW.
I det hele taget var WRT her i gang med et større comeback, for van der Lindes bil var med i krigen undervejs, og tog blandt andet skade allerede efter tre omgange, da Christopher Mies ret spektakulært nedlagde en kænguru med +250 km/t i sin Ford Mustang fra Haupt Racing Team.
Mies slap uskadt, men Ford-raceren udgik. Og da WRT-BMW’en kørte lige bagved, så ramte dele af kænguruen også denne bil.
Men efter kontakten mellem Gounon og van der Linde, så fandt Maxime vejen forbi, og fik følgeskab af High Class Racings Boccolacci hele vejen til mål. Treer blev Team WRT BMW’s #46 med Valentino Rossi, Augusto Farfus og Raffaele Marciello.
Bastian Buus kørte alt, han kunne for Absolute Racing i afgørelsen af løbet, og måtte tage til takke med en sjetteplads efter en sej kamp med Porsche-kollegaen Riccardo Feller.
Buus og Absolute Racing kom ellers stærkt tilbage efter de i løbets indledning fik strategien ødelagt af to safetycars med kort tids mellemrum. Comebacket kom i stand, men en senere fejl ved et pitstop kostede 30 dyrebare sekunder – og grundlæggende muligheden for at kæmpe med om podiet til allersidst.
Det sker i øvrigt sjældent, at vinderbiler på Bathurst starter udenfor top fem. Men i år lykkedes det både vinderbilen og High Class Racing, der tog den samlede andenplads, at avancere 28 pladser per bil.
Næste stop på IGTC-kalenderen er 24-timersløbet på Nürburgring.