Daytona efter 22 timer: Gode chancer i tre af fem klasser

#21: AF CORSE, Ferrari 488 GT3, GTD: Simon Mann, Luis Perez Companc, Nicklas Nielsen, Toni Vilander
Foto: IMSA/Brett Farmer/Richard Dole

2022-udgaven af Rolex 24 at Daytona er på vej mod målstregen. To timer resterer, og mens vi nærmer os afgørelsen, så er det også med danske podiemuligheder i tre af fem klasser. Det er Mikkel Jensen og PR1 Mathiasen Motorsports i LMP2, Malthe Jakobsen og Sean Creech Motorsports i LMP3 samt Nicklas Nielsen og AF Corse Ferrari i GT Daytona.

I det generelle klassement tegner alt lige nu til, at fire biler kommer til at kæmpe om sejren – for de fire første biler er alle på omgangshøjde.

Desværre måtte Kevin Magnussen og Chip Ganassi Racing se sig sat 28 omgange tilbage tidligere på dagen, da teamet for anden gang fik problemer med brændstofpumperne på bilen.

Til gengæld er alt åbent i alle fem klasser og uanset hvad, så kan vi kun anbefale dig at tune ind til de to sidste timer på Daytona.

PR1 Mathiasen Motorsports er fortsat med i kampen om sejren i LMP2 på Daytona. Foto: IMSA/Richard Dole

I LMP2 holder Mikkel Jensen og PR1 Mathiasen Motorsports fuldt liv i forhåbningerne om at revanchere sidste års skuffelse fra Daytona. De forsvarende IMSA-mestre er på omgangshøjde her med to timer igen, og med i alt fire biler på omgangshøjde bliver kampen om føringen også intens her.


Aktuelt fører DragonSpeed med Colton Herta ved rattet foran Tower Motorsports Ferdinand Habsburg og Nicolas Lapierre i PR1 Mathiasen-raceren.

#33: Sean Creech Motorsport, Ligier JS P320, LMP3: Joao Barbosa, Seb Priaulx, Lance Willsey

Malthe Jakobsen og Sean Creech Motorsports holder også fast i podiet i LMP3. Jakobsen er aktuelt i bilen og ligger nummer tre i klassen.

De har fortsat en omgangs penge op til de førende, men klassen er langt fra afgjort, og thyboen har gjort en god figur hele vejen gennem et løb, som har udfordret alle med de ekstremt lave temperaturer i Florida, hvor der natten igennem var tæt på frostvejr.

AF Corse har kæmpet sig tilbage ad flere omgange i årets Rolex 24 at Daytona. Med to timer igen har Nicklas Nielsen og resten af holdet fortsat et godt skud på at kunne kæmpe med om klassesejren. Foto: IMSA
Nicklas Nielsen i topkamp i GT Daytona

GT-klasserne har indtil videre budt på 22 timers vildt uforudsigeligt race, og specielt AF Corses #21 med Nicklas Nielsen, Toni Vilander, Simon Mann og Luis Perez-Companc har gang på gang formået at vende tilbage til spidsen af feltet til trods for bilen ad flere omgange har været indblandet i mindre sammenstød og punkteringer undervejs.

Status her med to timer igen er, at Nielsen netop har givet stafetten videre til Toni Vilander på andenpladsen. Distancen til den førende Porsche fra Wright Motorsports ligger og bølger lige omkring en omgang, men som bekendt kan en safetycar lynhurtigt vende billedet.

Frederik Schandorff og McLaren-teamet Inception Racing var også oppe at blande sig i toppen af GTD, men måtte se sig slået et par omgange tilbage, da de skulle ind og have lavet bremser en ekstra gang. Derfor er Jordan Pepper aktuelt nummer fem i GT Daytona.

Corvette Racing har ikke haft en nem start med det nye GT Daytona-format, og tabte meget tid på tekniske problemer til begge racere i løbet af natten. Foto: IMSA

I GT Daytona står der Porsche på det meste. Kampen om sejren står mellem Pfaff Motorsports og KCMG, som er indenfor sekundet nu.

Marco Sørensen er det eneste danske islæt i GTD Pro, men han måtte se sine forhåbninger forsvinde med tekniske problemer til Corvetten i løbet af natten.

Husk, at du altid får det nyeste om international og dansk motorsport her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/.

http://beta.boxengasse.dk/guides/guide-alt-du-skal-vide-om-imsa-weathertech-sportscar-championship-2022/

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: