Årets 24 Hours of Daytona er fem timer gammelt, og vi har allerede set masser af dramatik. Løbet føres aktuelt af Sebastien Bourdais fra JDC Miller Mustang Sampling Cadillac #5 – og vi har godt, men blandet nyt om de danske håb i løbet.
Chip Ganassi Racings Cadillac DPi-V.R. kom som ventet godt fra start med Renger van der Zande som første mand i bilen – og Kevin Magnussen overtog bilen i tusmørket og på vej ind i de første stints i mørke på særdeles flot vis. Magnussen kunne ved totiden dansk tid – godt fire timer inde i løbet – give stafetten videre til Scott Dixon i føring. Dixon holder fast og kæmper tæt med Bourdais i øjeblikket om føringen.
Årets Daytona fik i øvrigt en ganske dramatisk start. Allerede få sekunder efter starten kom det første uheld, da Bruno Spengler (BMW Team RLL #25) ramte og spandt Kevin Estré (Weathertech Racing Porsche #79), og det gav allerede efter ni minutter en safetycarperiode.

High Class Racing ude
Daytona fik desværre en brat og alt for tidlig ende for danske High Class Racing, som først på aftenen måtte se en ellers flot start på løbet forsvinde, da bilen i løbets tredje time begyndte at trække en sky af olie eller røg efter sig.
Et længere pitstop afslørede, at gearkassen var færdig på den danske Oreca 07, og High Class Racing måtte sidenhen trække sig fra løbet.
En superærgerlig slutning på en indsats i det amerikanske, hvor det danske team ellers har vist sig særdeles konkurrencedygtige.
https://www.facebook.com/HighClassRacing/posts/3630755037014630
https://www.facebook.com/HighClassRacing/videos/5576852392332739/
High Class Racing er desuden ikke den eneste af favoritbuddene i LMP2, som har måttet kapitulere med problemer. Kort efter den danske racer røg ind bag muren endte også Racing Team Nederland med at udgå efter Frits van Eerd crashede i Bus Stop. Det hollandske team forsøgte at reparere bilen, men måtte senere på aftenen opgive.

Mikkel Jensens PR1/Mathiasen Motorsports har til gengæld haft en fremragende start i den Wynn’s-sponsorerede #52. Ben Keating lagde ud og kørte et rigtig stærkt stint, hvor bilen flere gange var tæt på at kunne komme foran med en omgang – men hver gang blev løbet neutraliseret af uheld og safetycars, hvilket gentagne gange har kostet dyrt for de bestræbelser. Nicolas Lapierre kører aktuelt i bilen, som er i føring i LMP2.
I GT Daytona ser det rigtig godt ud for AF Corses Ferrari #21, som Nicklas Nielsen er en del af. Nielsen har kørt sin første tur og var med til at bringe Ferrarien frem i rækkerne. Han gav bilen videre til Matteo Cressoni, som aktuelt er treer i GTD. Nielsen satte især trumf på i sit andet stint, hvor danskeren for alvor fik fundet farten og lavet en stribe vigtige overhalinger.

Christina Nielsen er på banen for Team Hardpoint/EBM Porsche #88 i øjeblikket og er nummer 15 i klassen.
Vil du gerne følge med i IMSA året igennem, så dækker vi det tæt her på Boxengasse.dk. Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste! 🙂
Guide: Alt du skal vide om IMSA Weathertech Sportscar Championship