Når IMSA Weathertech Sportscar Championship i morgen aften dansk tid runder optakten til næste weekends Rolex 24 at Daytona med søndagens 100 minutter lange kvalifikationsløb, så bliver det med Cadillac i spids i form af JDC-Miller Motorsports’ #5 foran sidste års Daytona-vindere, Wayne Taylor Racings Acura med startnummer 10.
Hos Chip Ganassi Racing blev kvalifikationen til gengæld ufrivilligt dramatisk. Renger van der Zande lå længe til at sikre tredje startposition, men med cirka fem minutter igen ramte han væggen i banens anden hestesko og endte med at koste et rødt flag – og hollænderen mistede desuden sin bedste tid.

Det gav derfor tredje startposition videre til Kevin Magnussens teamkollega i Chip Ganassi Racings #02, Alex Lynn. Lynn følges af Action Express Racings Cadillac med #31, og her var det Tristan Nunez, som satte tiden.

Ny pole i LMP2 for Mikkel Jensens PR1 Mathiasen Motorsports
I LMP2 starter jagten på et titelforsvar intet mindre end perfekt for PR1/Mathiasen Motorsports. Teamet har skaleret op med en ekstra bil, og endte med at tage de to bedste tider i LMP2, anført af de forsvarende LMP2-mestre i #52, som Mikkel Jensen også er en del af.
Traditionen tro sætter bronzekøreren tiden i LMP2, og den tog Ben Keating sig af på sikker vis. Søsterbilen med Steven Thomas blev nummer to, og treer blev danske High Class Racings Dennis Andersen, som sikrede det nordjyske team et superfint udgangspunkt til søndagens 100 minutter på Daytona.

Francois Heriau viste desuden gode takter i G-Drive Racings #68, som Oliver Rasmussen kører sit første Daytona i. De starter som nummer fire.
Skal vi runde prototyperne af, så skal vi lige forbi LMP3. Her åbner Malthe Jakobsens #33 fra Sam Creech Motorsport fra sjettepladsen, mens pole position i klassen gik til Muehlner Motorsports Cameron Schields.
Porsche topper ny GTD Pro-klasse
I den helt nye GTD Pro-kategori, som får premiere i løb i morgen, bliver det med Porsche i spids. KCMG’s Alexandre Imperatori tog pladsen fra Porsche-kollegaen Mathieu Jaminet og Pfaff Motorsports i absolut sidste forsøg, og kunne med en tynd margin på bare 0.063 sekund sikre sig pole position.
Set med danske briller er Marco Sørensens debut hos Corvette det mest interessante i GTD Pro i denne omgang, og for Corvette står der et par overhalinger på menuen i morgen. Tommy Milner satte tiden i #4, som han deler med blandt andre Marco Sørensen. De starter som nummer ti i klassen – lige foran søsterbilen, #3, som Antonio Garcia kvalificerede ind som 11’er.

I GT Daytona trækker Mercedes til gengæld de tidlige overskrifter. Der er en Mercedes-AMG GT3 Evo som nummer både 1 og 2, anført af SunEnergy1 Racing foran Winward Racing, mens McLarens Crucial Motorsports tog sig af tredjebedste tid ved Jon Miller.
Skal vi runde de danske biler i GT Daytona, så gik det bedst for Frederik Schandorffs McLaren 720S GT3 fra Inception Racing. Brendan Iribe satte tiden for det engelske team, som fik syvendebedste tid, mens AF Corses Ferrari #21 med Nicklas Nielsen satte niendebedste tid. Hos AF Corse stod Luis Perez-Companc bag tiden på 1.48.125.
Hos Northwest AMR satte Paul Dalla Lana tiden i den Aston Martin Vantage GT3, som canadieren deler med blandt andre Nicki Thiim. De tog 15. bedste tid.

Søndagens kvalifikationsløb kan følges fra klokken 20.00 dansk tid på www.imsa.tv. Det er live og gratis. Se også vores store guide til årets Daytona – her er overblikket over danskerne, sendetiderne, streaming og meget, meget mere.
Guide: Alt du skal vide om IMSA Weathertech Sportscar Championship 2022
Husk, at du altid får det nyeste om international og dansk motorsport her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/.