Lidt forsinket er den her – deltagerlisten til årets Le Mans! Listen blev udskudt som følge af sportslige sanktioner mod Rusland efter invasionen i Ukraine. Derfor er der også sket et par markante ændringer, herunder er fx russiske G-Drive Racing ikke længere på listen, og de to biler i LMP2 er blevet erstattet af en dobbelt indsats fra Algarve Pro Racing.
Det efterlader en rekordstor grid på hele 27 biler i LMP2, mens der er fem Hypercars i spil. I GTE-klasserne bliver det med et felt, der i store træk for GTE Pro-klassens vedkommende er indsatserne for hele sæsonen. Corvette stiller med en bil nummer to – vanen tro – og Riley Motorsports er klar med en Ferrari. Syv biler er med i GTE Pro, mens GTE Am atter er superstærk med 23 biler til start.
High Class Racing på reservelisten
Danske High Class Racing er ikke længere fast hold i FIA WEC, men er i spil til at kunne indsætte en bil såfremt der bliver brug for reservelisten.
Teamet står med to biler på den, hvor den øverste er #49 i LMP2 Pro/AM, som skulle være et nyt bud fra Kevin og Jan Magnussen med support fra Mark Patterson – men med Kevin Magnussens nye F1-kontrakt er der formentlig lagt op til udskiftninger her, såfremt det bliver en Le Mans-billet for det nordjyske team.
Derudover er det småt med danske overraskelser på listen, for samtlige danske navne er med undtagelse af David Heinemeier Hansson det store og flotte felt, som også er at finde i WEC over hele sæsonen – syv styk i alt.
David Heinemeier kører i år ELMS med Inter Europol Competition og det polske team er med i LMP2, hvor Heinemeier deler med Pietro Fittipaldi og Fabio Scherer.
Derudover er det i LMP2 Oliver Rasmussen i Jota Sports #28 med Jonathan Aberdein og Edward Jones, mens Nicklas Nielsen er i LMP2 for AF Corse med startnummeret 83 sammen med Francois Perrodo og Alessio Rovera i Pro/Am.
Michael Christensen bliver eneste danske indslag i GTE Pro, hvor han i Porsche #92 får selskab af Kevin Estre og Laurens Vanthoor.
I GTE AM er Marco Sørensen og Nicki Thiim tilbage for henholdsvis TF Sport og Northwest AMR, mens Michelle Gatting for nylig kunne præsentere en vanvittig kalender, som omfatter fuldt program i WEC – og seneste danske navn på listen er Mikkel O. Pedersen, som er på plads for Porsche-teamet Project 1.