Coronavirussen har ramt motorsporten hårdt i ind- og udland – men der er unægteligt få danskere i den her sport, som har fået ryddet mere ud i kalenderen end Lamborghinis Dennis Lind.
Udspillet var ellers godt – 2020 skulle være det helt store år, og med sæder over hele kloden var 40 (!!!) weekender booket op for den fremadstormende Dennis Lind i år.
Men så skete der ting og sager, og store dele af en ellers særdeles lovende kalender med Intercontinental GT Challenge, Super GT i Japan og British GT faldt til jorden, efterhånden som lande lukkede ned og løb blev aflyst eller udskudt.
Men nu gælder det et flyttet Total 24 Hours of SPA-Francorchamps den kommende weekend. Et løb, der i fjor blev et sindssygt vejrkaos og et løb, som Lind var overordentligt tæt på en drømmedebut i. Men også et løb, som i den afgørende time viste sig at være et taktisk svært spil, forklarer han:
– SPA 24h er lidt et sjovt løb, for inden jeg kørte det i fjor, vidste jeg ikke ret meget om det – og løbet var ikke stort for mig. Men det er det nu. Det er mega, mega hårdt, og hele teamet skal bare være på hele vejen. Strategien skal passe, du skal være heldig, og så skal vejret ikke smadre det hele – det er en enorm indsats fra alle mand. Sidst var vi treer med 50 minutter igen, men endte med en rimeligt ligegyldig 8. plads, fordi vi skulle have et ekstra stop til sidst. Så tæt er det, siger han og tilføjer:
– Det er meget specielt, at der principielt kun er én kategori af biler, og der er over 60 biler til start. Alle kører super tætte tider, og det er jo her, udfordringen er. Du kan sagtens sidde i den situation, at du kører direkte til en plads i top tre – men alligevel smider man det hele væk til sidst på strategien.
Årets største løb
Hidtil har 2020 ikke budt på de store highlights for Dennis Lind. I GT World Challenge Europe har Lamborghini kæmpet lidt med seriens BOP, og Dennis Linds team måtte dels udgå på Imola og siden tage et beskedent resultat med fra Nürburgring. Og heller ikke i British GT har pokalhøsten været prangende. SPA er derfor det løb, som Dennis Lind ikke tøver med at kalde årets største – og vigtigste:
– Jeg er ret sikker på, at det bliver et sjovt løb at køre. Feltet er stort igen i år, og alle mærkerne giver den virkelig gas. Det er et løb, vi SKAL vinde. Mesterskabet er ude af vores hænder, men SPA 24H er sådan ét, hvor alle virkelig går efter det, og det bliver kørt med en anden mentalitet end man normalt ser i Intercontinental GT Challenge. Så vi er i hvert fald helt klar til kamp – og kommer den tilbage med begge sidespejle på, så har vi ikke givet den nok gas, griner Dennis Lind.
Samtidigt betyder det sene tidspunkt også, at Ardennerne kan levere endnu sværere vejrforhold end vi så i fjor, hvor løbet blev afbrudt natten over på grund af et decideret uvejr. Derfor kan vejret atter gøre en stor forskel, forklarer Dennis Lind:
– Som det ser ud nu, så kunne det godt blive lige så tosset som sidst – men med den forskel, at det bliver virkelig koldt. De lover ned til én grad natten til søndag lige nu – og kommer det med regn, så kan vi få alt fra regn til sne. Jeg tror ikke, Pirelli har sendt os nogle pigdæk endnu, men det kan godt blive lidt vildt, siger han med et smil.
Samme lineup
Dennis Lind og det italiensk/kinesiske FFF Racing Team fortsætter med lineuppet fra i fjor – og Dennis Lind deler igen Lamborghinien med Andrea Caldarelli og Marco Mapelli. Et lineup, som skulle have kørt rigtig mange weekender sammen, men trods de stærkt reviderede kalendre, så er det et hold, som Dennis Lind ser frem til at kæmpe om sejren med:
– FFF Racing Team er et rigtig godt hold, og jeg føler, at vi spiller rigtig fint sammen os tre. Det er klart, at vi har fået meget mindre køretid i år end det først var planen – det har været en hård pille at sluge for os alle, tror jeg. Men med det sagt, så er vi super klar til weekenden og går efter at gøre noget godt i Belgien.