På en i forvejen solid nyhedsdag for dansk motorsport er her en god nyhed mere – Dennis Lind er nemlig en del af lineuppet hos Audi til årets Nürburgring 24h, som køres i Kristi Himmelfartsferien i maj måned.

Audi Sport har sat navne på tre lineups for deres kundeteams, og Audi stiller i år med Team Car Collection, Team Land samt Team Scherer PHX, hvor Dennis Lind bliver en del af holdet for sidstnævnte. Dennis Lind er imidlertid ikke helt ny i GT3-racere fra Audi, for senest kørte han i 2021 med Audi – blandt andet i 24 Hours of SPA.
Lind bliver en del af et stærkt lineup hos Team Scherer PHX, hvor han skal dele bil med Mattia Drudi, Ricardo Feller og Frederic Vervisch, mens Audi Sport Team Land stiller med Christopher Haase, Christopher Mies og Patric Niederhauser. Endelig er der Team Car Collection, som stiller med Audis nyudnævnte DTM-kører Luca Engstler, der deler med Max Hofer, Gilles Magnus og Dennis Marschall.