Dobbelt dansk i Garage 59’s lineup til GT World Challenge Europe

Foto: Garage59

Der er genvalg til både Nicolai Kjærgaard og Benjamin Göthe hos engelske Garage59 i GT World Challenge Europe i år – men det bliver i to forskellige biler i denne sæson. Garage59 har i dag præsenteret tre biler og tre lineups til GT World Challenge Europe, og stiller til langdistanceløbene i Pro-kategorien med Benjamin Göthe, McLaren-fabrikskører Tom Gamble og Dean MacDonald, mens sprintløbene bliver med Göthe og Gamble ved rattet.

Nicolai Kjærgaard er udset som proffen i Garage59’s indsats i Bronze Cup, hvor esbjergenseren, der også er McLaren Junior Pro-kører, deler bil med den regerende British GT Silver-AM-mester Mark Sansom og det britiske GT-talent Lewis Proctor, der senest har kørt GT World Challenge med belgiske Team WRT i 2022/2023.

Trioen af McLaren-racere fra Garage59 fuldendes af Miguel Ramos og Louis Prette, som til langdistanceafdelingerne får selskab af den regerende mester i Porsche Carrera Cup GB, Adam Smalley.

Garage59 har forresten ikke sat farver på de nye biler endnu og tester i ren kulfiber denne uge til seriens prolog – men præsenterer de nye farver for 2024 umiddelbart op til sæsonpremieren på Paul Ricard i starten af april måned.

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: