Med lige under en måned til DTM-premieren er gridden så småt ved at være på plads, og senest kunne Nicki Thiim præsentere, at han for første gang er at finde i DTM. Men serien er ikke færdig med at hive navne frem.
I dag kunne Red Bulls AlphaTauri-samarbejde med AF Corse så præsentere, at Sebastien Loeb træder ind i DTM som stand-in for Nick Cassidy, der takket være sine opgaver i Formula E er forhindret til sæsonens første to afdelinger. I stedet er den nidobbelte rally-verdensmester på plads og kører dermed sine første løb i DTM.

Det er selvsagt en stor historie for DTM, og det er da også en glad DTM-direktør, Gerhard Berger, der ser frem mod sæsonpremieren i Portimao den 1. maj.
– At få verdens mest succesfulde rallykører med i feltet i Portimao er et kæmpe højdepunkt, som alle fans kan se frem til. Sebastiens karriere taler for sig selv, men uanset hvad, så møder han hård konkurrence i et stærkt felt i år. Som stand-in kan Sebastien Loeb også køre om mesterskabspoint, og jeg er stensikker på at han er særdeles motiveret, forklarer Berger til DTM’s presseservice.

Loeb gjorde tidligere i år et bemærkelsesværdigt comeback da han vendte tilbage og kørte WRC-afdelingen i Monte Carlo – og vandt den, ligesom han også i februar tog sin fjerde titel i Race of Champions. Nu venter en helt ny disciplin for franskmanden, hvilket han ser frem til at kaste sig over.
– Gennem hele min karriere har jeg altid sat pris på at skifte mellem forskellige discipliner. DTM er et verdenskendt mesterskab, og da chancen bød sig for mig, tog jeg den naturligvis. Det er en fed udfordring, for kørestilen er fuldstændig anderledes end i rally. Nu er det tid til at tage arbejdshandskerne på – det er længe siden jeg sidst kørte GT3 for alvor, men jeg skal finde rytmen og prøve at finde de gode løsninger på setuppet. Jeg ved, at det bliver en udfordring, men GT3 er virkelig nogle fede og hurtige biler at køre i. Det ser jeg meget frem til, afrunder Loeb.
Loeb deler team med Felipe Fraga hos teamet, som i øvrigt er forsvarende DTM-mestre for teams.

Husk, at du altid får det nyeste om international og dansk motorsport her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport.