Engelsk team storsatser på danskere i LMP3

Martin Vedel Mortensen kører i forvejen LMP3 for RLR MSport i ELMS, men får også chancen i årets Road to Le Mans.
Foto: MVM Racing

Sidste års mestre i European Le Mans Series, RLR MSport, har fået landet en regulær danskerbil, som i år skal ud at kæmpe om en ny titel i LMP3. Det engelske team har nemlig skrevet kontrakt med Martin Vedel, der skifter til det engelske team efter et år i den italienske serie Campionato Italiano Gran Turismo, som er Italiens ledende sportsvognsserie. Nu skifter fynboen til LMP3-teamet fra Bolton, og får samtidigt følgeskab af en anden dansker, der allerede har stiftet bekendtskab med LMP3-bilerne, nemlig Christian Olsen.

Et spændende samarbejde, som Martin Vedel forventer sig meget af:
– Det hele er faldet på plads, og jeg skal køre LMP3 med RLR MSport. De vandt mesterskabet i 2018, så det er et samarbejde jeg forventer mig meget af – og det ser bestemt ud til, at vi har et stærkt hold med Christian Olsen og Martin Rich som de øvrige kørere.

Indtil videre har konstellationen Vedel/Olsen/Rich ikke fået det helt store kendskab til hinanden, men de to danskere vurderer gensidigt, at holdopstillingen har stort potentiale. Således siger Martin Vedel følgende:
– Jeg kender ikke Christian så godt, men jeg har et godt indtryk af ham. Han har kørt rigtig meget i LMP3 allerede, og jeg holder bestemt øje med ham i Asian Le Mans Series for tiden. Samtidigt har Martin Rich allerede vist, hvor godt han kan gøre sig gældende som bronzekører på holdet, så jeg vil mene, at det er et godt lineup.

Christian Olsen bygger videre på sit LMP3-program i år. I 2018 kørte Olsen for Ecurie Ecosse/Nielsen Racing, men har til i år fundet sammen med RLR MSport, som med to danskere i lineuppet bliver ELMS’ nye danskerteam. Foto: Christian Olsen Racing

Christian Olsen tilføjer:
– Forventningen til sæsonen herfra er, at vi får en meget kompetent lineup af kørere på et team, der allerede står stærkt i serien. For mig personligt var 2018 et læreår i LMP3, så 2019 er det, der gælder for mig. Vi holder intet tilbage – vi kører for at vinde. Jeg må være ærlig og sige, at jeg ikke kender det store til Martin (Vedel, red.), men jeg ved ud fra det, teamet har fortalt, at han gjorde det rigtig godt i testen. Det er fedt at få en anden dansker med ombord på holdet, så jeg er rigtig spændt på at se, hvad vi kan drive det til.

Skiftet fra Lamborghini


At Martin Vedel skifter spor, kommer efter et 2018 med Lamborghini, som startede fantastisk, men flere uheld og defekter undervejs kostede dyrt i det samlede regnskab. Mod sæsonens slutning valgte odenseaneren derfor at melde fra til sæsonens sidste to løbsweekender i et forsøg på at samle ekstra kapital til en større indsats i 2019. En indsats, der kom på plads efter to testkørsler i henholdsvis Portimao og på Donington Park:

2018 begyndte strygende for Martin Vedel hos Lamborghini i den italienske GT-serie. Men flere uheld senere på sæsonen kostede dyrt i den samlede stilling, og fynboen genovervejede derfor sit engagement. Det blev startskuddet til LMP3-indsatsen.

– Ambitionerne med Lamborghini led et knæk af de forskellige uheld vi havde, så jeg måtte tænke taktisk og i stedet se frem på 2019. Det var der, jeg besluttede, at LMP3 nok var vejen frem, så jeg spurgte Morten Dons (tidligere LMP3-kører for netop RLR MSport, red.), om han ikke kunne lægge et godt ord ind for mig. Det gav en test på Portimao, men det regnede fuldstændig sindssygt meget, så det blev ikke til meget kørsel. Men jeg var hurtig, så Nick Reynolds fra teamet sagde, at de meget gerne ville se mig køre i tørvejr. Problemet var bare, at det var i november måned, og tørvejrsdage i England er ligesom lidt en sjældenhed på den tid af året, konstaterer Martin med et grin.

Klar til test for RLR MSport.

Aftalen blev derfor, at kufferten skulle stå klar, og så skulle Martin Vedel flyve til England med én dags varsel. Til sidst lykkedes det:

– Det gik fantastisk godt. Jeg var et halvt sekund fra banerekorden den dag – til trods for, at det var helt vildt koldt derovre. Det var faktisk så koldt, at vi måtte varme dækkene alt for meget op for at få dem til at virke. Så de var alt for varme på første og anden omgang, men perfekte på tredje og fjerde. På femte omgang røg al temperaturen ud af dem igen, og jeg måtte gå ind i pit – det var lidt specielt. Men de havde heldigvis set hvad de skulle, og jeg fik en kontrakt med hjem.

Problemet var bare, at det var i november måned, og tørvejrsdage i England er ligesom lidt en sjældenhed på den tid af året… – Martin Vedel

Le Mans-drømmen

Målet og retningen med indsatsen i LMP3 deler både Martin Vedel og Christian Olsen, som vi sidste år lavede et større portræt af her på Boxengasse. Målsætningen er nemlig helt klar for fynboen – og det er at komme i betragtning til at køre Le Mans. Det forklarer Martin Vedel også sit sæsonvalg af netop RLR MSport med. Teamet har nemlig en trumf på hånden i den forstand, at de med 2018-titlen i ELMS også vandt én af de eftertragtede startpladser i LMP2 til Le Mans i år. En bil, der i år får blandt andre Bruno Senna ombord – men det er også en satsning fra det engelske team, som man må kunne forvente at se til start i 2020 også.

For Martin Vedel er LMP2 indtil videre det næste mål:

– Mit mål er jo at komme til at leve af at køre ræs. Det ved jeg godt, at jeg nok ikke gør alene ved at ende på Le Mans i en LMP2-bil, men det er et godt skridt videre til at få skabt det navn, der forhåbentligt kan sende mig videre i karrieren. Derfor går jeg i øjeblikket efter LMP2, men det er ikke det endegyldige mål, afrunder han.

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: