Konflikten i Iran kommer til at koste to løb for F1 i april måned, og der er derfor lagt op til en fem uger lang pause mellem Japans Grand Prix og efterfølgeren, som nu bliver løbet i Miami.
Rygterne om en aflysning har kørt i nogle uger, og natten til søndag dansk tid kom så den endelige beslutning fra FIA, som har aflyst begge de to mellemøstlige løb. Det betyder også, at de medfølgende runder af F2, F3 og F1 Academy heller ikke køres ved de to Grand Prixer.
F1-præsident Stefano Domenicali siger:
– Det var en svær beslutning at tage, men det er desværre den rette under de omstændigheder, vi ser i Mellemøsten netop nu. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke FIA og vores fantastiske promotorer i Bahrain og Saudi-Arabien for deres opbakning og totale forståelse – de så virkelig frem til at være værter for os med deres vanlige energi og passion for sporten. Vi er tilbage, så snart omstændighederne tillader os at gøre det.
Der er ifølge FIA også blevet gjort et stort benarbejde for at se, om et eller to erstatningsløb kunne komme på plads, men som det ser ud lige nu, er det ikke aktuelt.
Husk, at du kan støtte Boxengasse på 10er.com, så vi kan blive endnu bedre og lave endnu mere af det, både vi og I brænder for: nyheder, analyser og interviews om motorsport. Vi vil sætte enorm pris på enhver form for støtte. Tak!