F2: Baku – Jüri Vips tager to sejre med hjem

Foto: Joe Portlock - Formula 1/Formula Motorsport Limited via Getty Images

Resumé af løbet i går
Gårsdagens andet sprint-løb bød på meget action, både overhalinger og uheld prægede eftermiddagens løb. Jüri Vips vandt foran David Beckmann og Jehan Daruvala, som delte podiet med den unge estiske Red Bull kører.

Til trods for to safety car perioder og genstarter formåede den unge Vips at udnytte hans momentum helt indtil målflaget var fremme. Det var dog ikke en rolig tur i parken, men derimod hårdt arbejde, da han startede fra tredjepladsen.

Guanyu Zhou og Dan Ticktum havde kontakt i første sving, kun kort før Ralph Boschung og Theo Pourchaire også havde en kontakt. Pourchaire og Ticktum kunne forsætte løbet, mens Zhou og Boschung måtte udgå. Hele seks kørere nåede ikke at se det ternede flag, herunder også Christian Lundgaard som udgik efter et uheld med Felipe Drugovich i første sving.

Artiklen fortsætter under billedet.

Jüri Vips, David Beckmann og Johan Daruvala på podiet i gårsdagens sprintløb 2. Foto: Dan Mullan – Formula 1/Formula Motorsport Limited via Getty Images

Løbet i dag
Efter det dramatiske sprint-løb i går eftermiddags, var feltet endnu engang klar til mere racerløb. Bybaner, og især Baku, har det med at levere dramatiske løb som ofte bliver afbrudt af safety cars og til tider også røde flag, som det blev set i Formel 1-kvalifikationen i går.


Dommerne i Baku havde rigeligt at se til i dagens Formel 2-løb, da der skulle både undersøges og uddeles adskillige straffe undervejs i de 28. omgange.

Første forsøg på en start blev afbrudt af Jack Aitken og Matteo Nannini som begge havde stallet i deres startposition. De måtte derfor begge blive skubbet i pitten og starte løbet derfra. Så langt kom Nannini dog ikke, da mekanikerne forsøgte at starte den, kom der grøn væske ud af bilen og løbet var derfor ovre inden det begyndte, for den unge italiener.

Jüri Vips har taget hele 41 point med til mesterskabet fra weekenden i Baku. Foto: Clive Rose/Getty Images

Marcus Armstrongs løb sluttede allerede på første omgang, hvilket frembragte løbets første safety car. Uheldet opstod da Dan Ticktum forsøgte sig på indersiden af både Pourchaire og Armstrong.  Dan Ticktum ramte Theo Pourchaire, som derefter ramte Marcus Armstrong. Både Armstrong og Pourchaire udgik, mens Ticktum fik en 10 sekunders straf for at være skyld i uheldet. Dan Ticktum var flere gange over radioen til teamet og beklagede sig over den straf og at den ikke var korrekt givet. Selv efter det ternede flag var Dan Ticktum over radioen rasende over at have fået straffen, hvortil hans ingeniør måtte bede ham slappe af.

Liam Lawson fik også en 10 sekunders straf for en manøvre han udførte på Theo Pourchaire efter første sving på første omgang, hvor han kørte for aggressivt i hans forsøg på at holde Pourchaire bag sig.

Richard Verschoor ramte Bent Viscaal på 6. omgang, meget lig den ulykke vi så mellem Ricciardo og Verstappen i 2019, begge kørere kunne dog fortsætte løbet.

Oscar Piastri fik en 5 sekunders straf for en ’unsafe release’ i pitten. Derudover fik Alessio Deledda en drive through straf for at ignorere blå flag, straffen kom hurtigt efter at han nær havde kørt Jüri Vips af banen på langsiden.

Jüri Vips vandt både det andet løb i går og feature-løbet i dag. Vips har dermed formået at få 41 point med fra denne weekend i Aserbajdsjan.

Christian Lundgaard sluttede på 9. pladsen og fik dermed to point med fra løbet.

På podiet var Jüri Vips (P1), Oscar Piastri (P2) og Robert Shwartzman (P3).

Det endelige resultat for feature-løbet

Foto: Formula 2 Press via Formula Motorsport Limited

Husk, at du altid får det nyeste om international og dansk motorsport her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/.

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: