Ikke siden 2003 har en dansker stået øverst på podiet i Monaco, men her til formiddag kørte Frederik Vesti en fantastisk weekend i hus og tog turen fra pole position til sejr i Formel 2’s Feature Race. Med sejren gør Vesti samtidigt Nicolas Kiesa kunststykket efter her 20 år siden Kiesas sejr i den daværende Formel 3000.
LET'S GOOOO FRED!!!! 🏆☝️#MonacoGP #F2 @frederik_vesti pic.twitter.com/3Q9Aw5OCwN
— Formula 2 (@Formula2) May 28, 2023
Frederik Vesti sikrede sig fredag det optimale udgangspunkt med en pole position, og danskeren fik hurtigt bragt sig i en god position efter starten. Vesti fik straks skabt et forspring på cirka et sekund og kunne allerede fra de første omgange kontrollere løbet, mens der var lidt skærmydsler nede i rækkerne. Her snittede Oliver Bearman og Clement Novalak blandt andet hinanden, men dog uden det gav yderligere problemer.
Ude foran satte Vesti til gengæld dagsordenen og fik på kort tid sit forspring til at vokse frem mod midtvejsmærket. Her begyndte de første stop at falde, og Oliver Bearman forsøgte efter en svær start at skabe et undercut med sit pitstop. Han kom ud som 11’er foran lørdagens sprintvinder Ayumu Iwasa, men japaneren slap forbi og kort efter blev ambitionerne om et spring frem i rækkerne helt afbrudt, da Jack Doohan crasher op mod casinoet.
Uheldet smadrede autoværnet og raceren brød i brand med det resultat, at løbet blev afbrudt. Vesti nåede lige sit stop umiddelbart inden, og spørgsmålet var her, om løbet ville blive genoptaget og i så fald, om det ville blive langt nok til at give fulde point til alle. Skulle det blive til fulde point, skulle løbet i så fald nå fra 24 til 32 omgange af de totale 42 – og det endte man med at nå.
Ved genstarten gentog Frederik Vesti kunststykket og fik igen etableret et forspring i løbet af de første to omgange, som satte ham i stand til at kontrollere løbet på ny. Bag ham var der til gengæld vild kamp mellem Victor Martins og Théo Pourchaire om andenpladsen – en duel der dog fik et antiklimaks som afslutning, da Martins fik en drivethrough for at have kørt for stærkt forbi Doohans uheld under gult flag.
Det gav Pourchaire andenpladsen og dermed mulighed for at reducere Vestis nye forspring i mesterskabsstillingen. Treer blev Zane Maloney, mens Richard Verschoor og Dennis Hauger rundede top 5 af. Vesti har efter søndagens løb 89 point mod Pourchaires 84. Iwasa er treer med 69.
Your Feature Race podium stars ✨
🥇 Frederik Vesti
🥈 Theo Pourchaire
🥉 Zane Maloney #MonacoGP #F2 pic.twitter.com/8pVyfFvsM1— Formula 2 (@Formula2) May 28, 2023
Efter løbet sagde Frederik Vesti til Formel 2:
– Det er fantastisk at føre, men mit hovedfokus er at få det maksimale ud af hver eneste session. Hvis vi kan det, så er jeg også sikker på, vi kan stå med et mesterskab til sidst. Jeg fik en fantastisk start i dag og fik god kontrol over løbet – det afgørende var at få en ordentlig start, og det lykkedes til fulde.
Husk, at du får alt om Frederik Vesti og F2 her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/ , så er du opdateret!