Ferraris 488 GT3 er aktuelt i sin Evo-konfiguration, og uret tæller derfor også ned mod en efterfølger på GT3-scenen. Det er en bil, som Ferrari er i fuld gang med, og går alt efter planen, får vi den at se i aktion til næste år.
Efterfølgeren bliver baseret på den nye 296 GTB, og dermed bliver det også første gang vi i GT3-trim kommer til at se en sekscylindret Ferrari. Den har nogle store sko at fylde, for 488 GT3 tegner sig for 107 titler og 429 sejre, og det er faktisk Ferraris mest succesfulde racerbil til dato, som snart får sin afløser.

Og mens gadeudgaven af 296 GTB er en hybrid, så er det ikke en del af planen for racermodellen – ganske enkelt fordi GT3 endnu ikke har noget hybridreglement. Forventningen hos Ferrari er, at de første testkilometer vil blive kørt på Fiorano i løbet af nogle uger.