FIA Motorsport Games var på vej tilbage til afholdelse i oktober i år, men FIA har desværre måttet skyde arrangementet til 2022 i stedet. Banen bliver den samme, nemlig Paul Ricard, og det bliver den 29-30. oktober i 2022 i stedet for i år.
FIA Motorsport Games skriver her til eftermiddag, at man i løbet af de fortsatte udfordringer i pandemien har besluttet at udskyde.
Motorsport Games er motorsportens svar på OL, og havde i 2019 premiere på Vallelunga i Italien, men rejserestriktioner har endnu engang sat en kæp i hjulet på projektet.
FIA-præsident Jean Todt siger i pressemeddelelsen:
– Udskydelsen var desværre en uundgåelig beslutning på grund af rejserestriktionerne verden over. FIA Motorsport Games er en enestående mulighed for motorsporten for at samles omkring at dele og vise den passion vi alle har for sporten, og vi ser frem til at se alle i 2022 i stedet.