FIA har lavet en opdatering af sin International Sporting Code, hvilket nu gør det muligt at få en særlig tilladelse til at kunne give kørere muligheden for at køre F1 til trods for, at de ikke er fyldt 18 år endnu.
Hidtil har cuttet været ved 18 år, men den nye revision af reglerne gør, at kørere kan få en dispensation til at køre i en alder af 17 år – og med en sådan dispensation i hånden vil eksempelvist Mercedes’ Kimi Andrea Antonelli også kunne få chancen i en fri træning inden han fylder 18 år. Vurderingen af dispensationen står FIA naturligvis for – og vurderer de, at en kører på 17 år har vist det, der skal til, så kan dispensationen gives.
Det er selvfølgelig interessant i forhold til Mercedes i F1, hvor Antonelli længe har været et godt bud på en arvtager til det sæde, som Lewis Hamilton efterlader tomt efter i år – og med de nye regler i hånden vil Antonelli således kunne få chancen i bilen i en rigtig FP1-træning tidligere end hans 18 års fødselsdag til august.
Antonelli har været en del af Mercedes i efterhånden en del år, for de samlede ham op allerede i karting, og siden har samarbejdet sendt ham gennem F4 Italy og Formula Regional European Championship inden han til denne sæson skiftede til F2. Altsammen med Prema.