3 min. læsning

FIA WEC: Pole position til Sarah Bovy på Monza – Toyota tager Hypercar-pole

#85 IRON DAMES / Porsche 911 RSR - 19 - FIA WEC 6h of Monza - Autodromo Nazionale Monza - Monza - Italy -
Udgivet
Foto
Del artikel

FIA WEC er nået til Monza og sæsonens sidste stop i Europa, inden det hele skal afgøres over efteråret i Japan og Bahrain. På Monza løb Iron Dames med de danske overskrifter, mens der var stor kamp om pole position i særligt Hypercar mellem Toyota og hjemmebaneheltene fra Ferrari. Dem vender vi tilbage til.

Først på banen var nemlig GTE-feltet, og her fik Iron Dames og Sarah Bovy til sidst skruet op for blusset, og belgieren kunne sikre Porsche-teamet en fantastisk kvalifikation. Fra start gik Aston Martin ellers i spidsen med Oman Racing Team by TF Sport, foran Ferraris AF Corse Richard Mille og endnu en Aston fra D’Station Racing. Midtvejs kom en afbrydelse efter et spin til GR Racings ellers fornuftigt kørende Porsche – og efter afbrydelsen forsøgte Corvette og Ben Keating sig atter.

Corvette og Keating fandt imidlertid aldrig helt opskriften, og de mesterskabsførende amerikanere må åbne fra sjette position på Monza i morgen. Væsentligt bedre gik det Sarah Bovy, som ellers har udkæmpet nogle vilde dueller med netop Keating og stopuret i denne sæson, for belgieren fik slået en tid på 1.47.632 ind, hvilket rakte til at slå Ahmad Al-Harthy og Oman Racing Team/TF Sport med seks tiendedele. Christian Ried fik vredet endnu en Porsche ind i top 3 med sin indsats for Proton Competition, mens Luis Perez Companc satte fjerdebedste tid for AF Corse Richard Mille foran Mike Wainwright og GR Racing Porsche samt Ben Keating i Corvette.

Antonio Fuoco var godt på vej til pole, men blev med mindste margin slået af Kamui Kobayashi. Foto: FIA WEC

Toyota-pole i Ferrariland

I Hypercar blev det for alvor snært. Her endte duellen om pole i et nyt opgør mellem Ferrari og Toyota. Antonio Fuoco var et godt stykke af vejen i spids for Ferraris #50, men han blev slået på den helt yderste margin af Kamui Kobayashi, der tog pole position med bare 0.017 sekund ned til Fuoco og derved sikrede japaneren sin anden pole i år, mens Toyotas anden racer starter som treer.

Firer blev Jean-Eric Vergne i Peugeots #93, tre tiendedele fra pole, mens Alex Lynn og Cadillac runder top fem af foran Antonio Giovinazzi, der undervejs fik skrottet sin bedste tid på track limits og åbner som sekser i morgen. Gustavo Menezes satte syvende bedste tid for Peugeots #94, mens Porsche var helt væk og med Dane Cameron som hurtigste mand i Porsche tog ottendepladsen.

LMP2 tog Robert Kubica sig af. For Team WRT sikrede den tidligere F1-kører pole efter han også var hurtigst i den anden frie træning. Kubica fik sat et godt udgangspunkt og kunne derfra styre begivenhederne, mens Pietro Fittipaldi var næsthurtigst for JOTA Sport og Phil Hanson treer for United Autosport.

Vi følger naturligvis FIA WEC på Monza hele weekenden her på sitet. Så følg os på  www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/ , så er du opdateret! 

Det er god stil at dele godt indhold med andre

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode