FIA WEC: Porsche rydder bordet i premieren i Qatar

Foto: DPPI/FIA WEC & Porsche AG

FIA WEC-premieren i Qatar endte der med at stå Porsche over det hele på – men 1812 kilometer i Qatar blev også en ny størrelse på WEC-kalenderen, som bød på en del overraskelser undervejs. Således var Peugeots #93 med Mikkel Jensen, Jean-Eric Vergne og Nico Müller et mulehår fra at få 9X8-modellens helt store gennembrud med en andenplads i ørkenen – men bare en halvanden omgang fra det ternede flag satte bilen ud og Vergne måtte halte i mål.

Mikkel Jensen og Peugeot var knusende tæt på at levere Peugeots bedste resultat til dato med 9X8, men Jean-Eric Vergne blev ramt af et problem med under to omgange til det ternede flag og satte en andenplads over styr i Qatar. Foto: Julien Delfosse / DPPI

Da var skaden allerede sket for en meget slukøret franskmand, og en opsigtsvækkende tur på skamlen blev på sekunder vekslet til stor skuffelse for Peugeot-teamet. I stedet blev Qatar den første WEC-sejr for Porsche Penske Motorsport, som med Kevin Estré i #6 tog sejren foran JOTA Sport, der ditto sikrede deres bedste resultat i WEC’s Hypercars til dato med en hårdt kæmpende Callum Ilott på fuldstændig sønderskudte dæk. Treer blev Michael Christensen, Matt Campbell og Frederic Makowiecki, som egentlig var fint med, men tabte tid på et par dumme småting undervejs – særligt kæmpede Christensens garage med at løse problemer med vibrationer i bilen.

Netop Christensen startede løbet fra pole position og holdt også stand i begyndelsen, men blev kort efter udfordret af dels Miguel Molina i Ferraris #50, og dels af en stærkt kørende Nico Müller i Peugeot #93. Netop Müller endte med at trække det længste strå og kunne køre ud af løbets første time med en føring og en Peugeot 9X8, som virkelig så ud til at fungere godt på Lusail Circuit. I den anden Peugeot-garage gik starten til gengæld dårligt, og det satte standarden for hele dagen. #94 spandt i første sving og måtte kæmpe sig tilbage, inden den blev ramt af problemer og satte masser af tid til.

Kevin Estré kæmpede hårdt i #6 frem mod målstregen, og klarede sig også gennem et sammenstød med en GT-racer undervejs. Det rev bilens ene startnummer af, og sendte Penske-Porschen i pit kort før mål. Foto: Porsche AG/HOCH ZWEI

Men som tiden gik fik Porsche Penske Motorsport og #6 kontrol over begivenhederne og kunne gå i føring fulgt af Peugeoten, og trods et godt pres fra Mikkel Jensen og co. i #93, så var det Porschen, der trak fra efterhånden som solen gik ned. Det gik dog ikke til målstregen uden nyt drama for Porsche-teamet, for Kevin Estré havde et sammenstød med den ene Lexus fra franske Akkodis ASP med det resultat, at der blev slået et stort hul i venstre side af bilen.

Sammenstødet tog bilens startnummer med af, og Estré måtte derfor dykke ind til et sent og ikke-planlagt stop for at få et nyt nummer. Da havde Estré imidlertid sikret en så stor føring over Jean-Eric Vergne, at Porsche-sejren ikke umiddelbart var i fare. Vergne var samtidigt i en heftig duel for at holde Callum Ilott og Matt Campbell stangen, men med Peugeots sene problem med teknikken blev det i stedet en ren Porsche-duel de sidste kilometer til mål, mens Mikkel Jensen, Jean-Eric Vergne og Nico Müller drattede ned på en syvendeplads.


Ferrari var generelt bedre med end resultatlisten indikerer – alle tre biler var i forskellig grad indblandet i både straffe og skærmydsler. Foto: Thomas Fenetre / DPPI

Ferrari var for så vidt heller ikke langt fra at kunne have blandet sig, men alle tre biler løb ind i udfordringer og tabte tid undervejs. Miguel Molina havde en kongestart i #50’eren, men siden fik de en dyr drive-through for at krydse den hvide linje på vej ind i pitlane og måtte i stedet ud at jagte. Det endte med en ottendeplads for #50’eren med Molina, Nicklas Nielsen og Antonio Fuoco. Det gik ikke bedre for naboerne i #51, for her tabte James Calado tidligt i løbet hele bagenden efter et intermezzo med en GT-bil, og AF Corses nye, private #83 var langt hen ad vejen den Ferrari 499P, der lå bedst til. Men også de måtte se sig henvist til en tur udenfor skamlen med en femteplads efter et dyrt skifte af bilens bagende ovenpå et sammenstød.

Toyota havde heller ingen fantastisk dag i ørkenen og måtte se sig henvist til en sjette- og tiendeplads efter en svær dag i Qatar.

Oliver Rasmussen og JOTA Sports #38 endte lørdagen på en ærgerlig måde, for Rasmussen kunne ikke få gang i bilen i forbindelse med et stop i løbets afgørende time, og de endte med helt at udgå.

Podie til Marco Sørensen og D’Station i Porsche-premieresejr

Mens der var rigeligt med action at berette om i Hypercar, og det selvsagt tog det store fokus, så var der også en del at se til i den nye LMGT3-klasse. Her fuldendte Porsche en ekstremt succesfuld dag i Qatar med sejr til det Manthey-drevne Pure Rxcing efter en fremragende duel med to gange Aston Martin i egenskab af indsatserne fra det amerikanske Heart of Racing og det japanske D’Station Racing med Marco Sørensen på holdet.

Det litauisk/tyske Porsche-team kørte ganske enkelt 1812 fejlfrie kilometer og det bragte trioen med Alex Malykhin, Joel Sturm og Klaus Bachler i en særdeles gunstig situation – og således fik Pure Rxcing den perfekte WEC-debut.

Pure Rxcing og Manthey Racing fik en fantastisk sæsonpremiere i Qatar og fuldendte Porsches triumftog i premiereløbet. Foto: Porsche/Nick Dungan / Drew Gibson Photography

Fra start var det ellers TF Sport og Corvette, som satte den tidlige dagsorden – men i tredje time sluttede festen for det engelske Corvette-team, da Rui Andrade fik et transmissionsproblem i pitlane med #81, og senere fik begge TF Sport-racere også straffe for tracklimits. Som løbet skred frem formede det hele sig som en direkte duel mellem Porsche og Aston Martin.

Heart of Racing førte med cirka to timer igen, men Alex Riberas blev hentet af Klaus Bachler, og Bachler fik i stedet slået begyndelsen til et hul, som endte med at give en sejr, mens D’Station med Marco Sørensen rykkede frem i løbets slutning og over de afgørende to timer vekslede en femteplads til det nederste trin på podiet.

Marco Sørensen, Clement Mateu og Erwan Bastard åbnede WEC-sæsonen med en tredjeplads til D’Station Racing. Foto: Julien Delfosse / DPPI

For Michelle Gatting og Iron Dames endte sæsonpremieren og Iron Dames’ første WEC-løb med Lamborghini med en ottendeplads, mens Dennis Olsen sluttede lige bag dem i den Proton Competition Ford Mustang, som nordmanden deler med Mikkel O. Pedersen og Giorgio Roda.

Derved blev Mikkel O. Pedersens Ford Mustang også feltets bedste i en noget kompliceret premiereweekend for Ford, hvor Pedersen og co. måtte kæmpe med straffe, en påkørsel og en svær racer.

Iron Dames og Michelle Gatting åbnede sæsonen med en ottendeplads i Qatar. Foto: Thomas Fenetre / DPPI

FIA WEC er tilbage i april, hvor årets første europæiske løb køres – det sker med det ditto nye 6 Hours of Imola.

Husk, at du altid får det nyeste om international og dansk motorsport her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/.

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: