2 min. læsning

Fighten i regnen gav pote: Martin Andersen i mesterskabsføring efter Night Race

NR25-SAT-22
Udgivet
Foto
Del artikel

Martin Andersen og Outzen Motorsport tog til weekendens Night Race i Padborg som forsvarende vindere af arrangementet. Og mens håbet om at gentage 2024’s kunststykke hele tiden var til stede, så kom ambitionen om at vinde løbet til at vige for mesterskabskampen.

– En tredjeplads i finalen og en ny mesterskabsføring var så rigeligt vores målsætning for Night Race i denne omgang. Vi kom til løbet som nummer to i mesterskabet og skulle helst indhente Nicolai Nygaard. Og det lykkedes, konstaterer Martin Andersen.

Han toppede først i fredagens superpole, og kørte sig derefter til en anden- og en fjerdeplads i lørdagens to første heats. Og det efterlod en lovende startposition som nummer to til finalen sent lørdag aften. Men der var et men. Få minutter før starten begyndte regnen at falde over Padborg Park, og så fik alle travlt med at skifte dæk. Finalen endte med at blive i regnvejr hele vejen, og sammen med mørket over den sønderjyske racerbane blev det en ret spændende omgang:

– Regnvejret i finalen gav det hele en ekstra dimension. Jeg måtte køre lidt efter forholdene, og da Nicolai Nygaard samtidigt fik forbremset sig i regnen og smed sin finale væk, så blev det for alvor vigtigt at komme hjem med en pointhøst, siger Martin Andersen.

– Gustav Birch, som endte med at vinde finalen, kom meget hurtigt op nede fra feltet og overhalede, og det samme gjorde Simon Seiersen. Jeg fik klemt mig forbi Casper Pilgaard til sidst, og så endte det alligevel på podiet for os.

En gyser i sigte

Resultatet betyder nok så vigtigt for de viborgensiske titelchancer, at Martin Andersen er tilbage i mesterskabsføring forud for finalen i oktober.

– Det blev ingen Night Race-sejr i år, men jeg er mere end tilfreds alligevel. Vi fik præcist det med, som vi skulle, og nu er der lagt op til en vild finale. Jeg har et lille forspring med mig, men jeg tør godt love, at det bliver en gyser til oktober, afrunder han.

Årets sæsonfinale køres søndag den 5. oktober på Padborg Park.

Andersen Motorsport

Det er god stil at dele godt indhold med andre

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode