Så er der efterhånden samling på tropperne til Le Mans om en lille måneds tid. ACO har udgivet en frisk, provisorisk deltagerliste, som med danske briller ikke rummer nogle overraskelser.
Til gengæld er der som tidligere nævnt rekordstor deltagelse med 62 biler – det gav blandt andet danske High Class Racing en billet i 11. time i LMP2. 186 navne er i tabellen, men der mangler fortsat et enkelt navn. Inter Europol Competition mangler Léo Roussel, som blev skadet i et uheld i ELMS på Monza sidste weekend, og det polske LMP2-mandskab har endnu ikke valgt en erstatning for Roussel.
Uheldets anden part, Mark Patterson fra Algarve Pro Racing blev mandag udskrevet fra hospitalet, men Patterson kommer definitivt ikke til start i det 87. Le Mans, da han i uheldet pådrog sig et bækkenbrud. Derfor har Algarve Pro Racing mandag udnævnt franske David Zollinger som erstatning for 66-årige Patterson i LMP2-raceren.
Som forberedelse er teamet på vej ud på to testdage i dag, onsdag, samt i morgen torsdag, oplyser de til britiske Dailysportscar.
Der sker traditionelt lidt ændringer i sidste øjeblik, så listen er fortsat ikke helt endelig – men det begynder at nærme sig!