Oscar Piastri og Jehan Daruvala har fået en kanon start på sæsonen. Piastri med henholdsvis 21 points og Jehan Daruvala med 20 points efter lørdagens to sprint-løb.
Igennem hele sæsonen kommer vi her på Boxengasse med et resumé af Formel 2-sessionernes hændelser. I dag gælder det første og andet sprintløb i Bahrain – en sæsonstart der startede hvor sidste sæson sluttede, med utroligt tæt og spændende racerløb.
Sprintløb 1
Dagens første sprintløb var, set i Liam Lawsons spejle, en sand gyser. Den utroligt erfarne Formel 2-kører Jehan Daruvala var lige i gearkassen på Lawson i hele anden halvdel af løbet, og de sidste to omgange var helt på kanten af stolen hjemme i stuerne. Både Lawson og Daruvala er begge Red Bull Junior-kørere, så Dr. Helmut Marko var da også forbi parc fermé for at hilse på de to efter løbet. Her fik de begge et skulderklap for god og fair kamp på banen.
Podiet bestod således af Liam Lawson, Jehan Daruvala og på tredjepladsen David Beckmann. Det må siges at være en god sæsonstart for de to rookies Lawson og Beckmann.
Christian Lundgaards teamkammerat, Théo Pourchaire, havde en sløv start men fik kæmpet sig op på en anden plads, hvorfra han desværre måtte udgå senere i løbet. En ærgerlig start på sæsonen for den unge franskmand, som i den tid bilen fungerede, så ud til at have en god fart, selv efter den sløve start.
Robert Shwartzman havde også et godt løb i formiddags, da han efter at have startet som på 11. pladsen, kæmpede sig vejen op til femtepladsen. Da Pourchaire udgik, befandt den unge russer sig på fjerdepladsen og her spejdede han en podieplacering i det fjerne. Hans Prema Racing teamkammerat Oscar Piastri pressede dog på bagfra, så den offensive kørestil blev hurtigt til en defensiv. De to Prema-kørere endte med at tage til takke med en flot fjerde- og femteplads. Oscar Piastri bør man bestemt have et øje på resten af sæsonen. Den regerende Formel 3-mester gav den erfarne Shwartzman kamp til stregen, og dét løfter uden tvivl øjenbryn i Formel 1-paddocken.
Richard Verschoor, Ralph Boschung, Marcus Armstrong og Théo Pourcharie udgik alle fire fra løbet. Verschoor da han blev påkørt af Dan Ticktum på første omgang. Da Armstrong fik mekaniske problemer mistede bilen naturligvis farten. Det opdagede Boschung for sent som resulterede i at han ramte Armstrong da han trak ind til siden, dermed sluttede Boschungs løb også. Pourchaire udgik med mekaniske problemer som beskrevet ovenfor.

Sprintløb 2
Der var stor tvivl om resultatet efter dagens andet sprintløb, især vedrørende Christian Lundgaards andenplads. Efter løbet blev Lundgaard straffet og han blev derfor skubbet ned på niendepladsen. Det skulle dog vise sig at være en fejl fra stewards, og derfor fik han for kort tid siden anerkendt hans andenplads.
Oscar Piastri viste endnu engang bemærkelsesværdig kørsel på banen. Den unge australier startede på sjettepladsen men sluttede helt på toppen af skamlen med en velfortjent førsteplads. Dan Ticktum og Robert Shwartzman var skyld i løbets første konktakt i sving 1. Dette var kontakt nummer to for Dan Ticktum i selvsamme sving i lørdagens to løb.
En kontakt mellem Lirim Zendeli og Christian Lundgaard på sjette omgang blev også senere grunden til forvirringen over resultatet. Christian Lundgaard blev efter kontakten Zendeli tildelt en 10-sekunders straf. Unge Lundgaard tog sin straf under hans pitstop, men lige dén fangede stewards ikke. Derfor blev unge Lundgaard meddelt efter løbet var slut, og han havde placeret bilen foran andenplads-skiltet i parc fermé, at straffen var blevet tilføjet hans løbstid. Det var en tydeligt forvirret Christian Lundgaard der på TV-billederne fik meddelelsen, som i samme omgang fik beskeden at han nu var endt på niendepladsen. Efter præmieoverrækkelsen blev straffen dog efterfølgende annulleret. Lundgaard fik derfor igen tildelt andenpladsen og 12 tiltrængte points. Stewards havde ikke fået noteret at Lundgaard havde afholdt straftiden, og derfor krævede det en del tid at bekræfte hvordan resultatet reelt skulle noteres. Stewards var ikke klar over at straffen måtte tages under safety car, som ART Grand Prix og Christian Lundgaard havde gjort.
