GT World Challenge Paul Ricard: Dobbelt Mercedes-sejr efter 1.000 dramatiske kilometer

Foto: Foto: SRO/GTWCE

Le Mans-optakten er i fuld gang, men andetsteds i Frankrig varmede en del af aktørerne i går op med 1000 kilometersløbet på Paul Ricard, som GT World Challenge nu på andet år har gjort til en slags optakt til Le Mans – i hvert fald forstået på den måde, at en del kørere tager turen direkte fra Paul Ricard nær Marseille og op til Le Mans for at køre søndagens testdag.

1000-kilometersløbet endte i at de forsvarende GT World Challenge Europe Endurance Cup-mestre, franske Akkodis ASP, gjorde rent bord med Mercedes og vandt foran Mercedes’ #777 Team AlManar-racer, men det var absolut en sejr, som kom sent i hus efter flere teams fra både Audi og Ferrari undervejs havde budt sig godt til.

De forsvarende mestre sejrede på Paul Ricard. Foto: SRO/GTWCE

Audis Tresor Attempto Racing med #40 var således oppe at føre efter et succesfuldt undercut, men de endte siden med helt at udgå efter en stor punktering. Ferraris to indsatser fra AF Corse Francorchamps Motors med blandt andre Nicklas Nielsen på holdkortet var også godt med, men Ferrarierne manglede lige den sidste fart for at kunne gøre det færdigt.

Sejren endte hos Akkodis ASP’s #88 med Jules Gounon, Raffaele Marciello og Timor Boguslavskiy efter de startede fra pole position, men efter at have ført i første stint måtte de over de kommende timer se sig passeret og slået ned på femtepladsen – dog uden at forbindelsen til føringen helt slap den franske Mercedes af hænde – specielt takket være en stærk afslutning fra Raffaele Marciello, der kørte bilen frem i føring igen gennem det næstsidste stint.

Her fik Marciello masser af modstand, blandt andet fra Mercedes-AMG Team AlManar, der med Maro Engel, Fabian Schiller og Luca Stolz kørte andenpladsen hjem, men måtte give fortabt overfor Maricellos angreb. Marciellos næstsidste stint endte nemlig med at slå det hele fast – schweizeren tog føringen tilbage, og han kunne siden pitte og gå ud til det sidste stint i spids – og vinde med knap 10 sekunder.


Ferraris AF Corse Francorchamps Motors endte ud med en femte- og syvendeplads. Det så længe ud til at Nicklas Nielsen og co. kunne hente mere med fra Paul Ricard, men de manglede lige den sidste speed. Foto: SRO/GTWCE

Treer blev Rowe Racings BMW med #98 efter de ellers førte cirka tre timer inde i løbet, men de mistede fart efterhånden som mørket faldt over det sydfranske. Audi og Sainteloc Junior Team med Christopher Mies, Patrick Niederhauser og Gachet endte som nummer fire, mens AF Corses #71 med Daniel Serra, Davide Rigon og Antonio Fuoco blev nummer fem. Sekser blev ROWE Racings anden BMW M4 GT3 med #998, mens Nicklas Nielsen sammen med Alessio Rovera og Robert Schwartzman blev nummer syv.

Uheld satte en stopper for Dennis Lind og Barwell Motorsport

Næste danske resultat finder vi på den generelle 12. plads og P9 i Pro-klassen, for Garage 59’s McLaren med Nicolaj Kjærgaard, Benjamin Göthe og Marvin Kirchhöfer endte her efter et godt løb. McLaren-teamet smed til gengæld en sikker klassesejr i Bronze Cup. Iron Dames endte med en 8. plads i Bronze Cup, og hele trioen med Michelle Gatting, Sarah Bovy og Rahel Frey er naturligvis taget direkte videre til Le Mans og testdagen.

Paul Ricard endte til gengæld i en stor skuffelse for Dennis Lind og engelske Barwell Motorsport. Det engelske Lamborghini-team havde ellers kørt sig til pole position i Pro/Am, men et skub til Rob Collard på første omgang sendte bilen i muren og løbet endte således for dem før det rigtigt kom i gang.

Næste opgave for GT World Challenge-feltet er 24 Hours of SPA sidst i juni.

Husk, at du får alt om GT World Challenge (og selvfølgelig den kommende uges Le Mans) her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/ , så er du opdateret! 

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: