GT4 rykker tættere på de danske talenter

Foto: Jakob Ebrey Photography

Når ADAC GT4 Deutschland næste år starter op, bliver det efter alt at dømme for fuld skrue. Der har længe manglet en decideret talentrugeklasse for unge GT-kørere syd for grænsen, og med en håndfuld tyske bilproducenter som allerede har bygget GT4-biler, vil en del unge kørere nok satse på at gøre god figur her.

GT4-klassen blev skabt for at give unge talenter en mindre økonomisk tung vej ind i GT-racing – præcis som Formel 4 gør det for formelbiler. Med en begrænset mængde downforce, kombineret med omkring 350 hestekræfter, er det en god og lærerig indgangsvinkel til de større GT-klasser. GT4 er forbeholdt sølv- og bronzeratede kørere, netop af hensyn til konkurrence og budgetter.

Ganske som i andre GT4-mesterskaber skal en bil deles mellem to kørere. Der bliver kørt to løb med indbygget kørerskifte i hver weekend, og der bliver kørt seks løbsweekender i 2019, fortrinsvis på de tyske racerbaner.

Det kunne være interessant, om vi fik et par danske racerkørere i klassen. Aktuelt deltager Nicolaj Møller Madsen i det europæiske GT4-mesterskab for Phoenix Racing i Audi R8, mens Patrik Matthiesen og Jan Jønck kører i British GT i henholdsvis Ginetta G55 og Aston Martin Vantage. Alle sammen med ambitionen om at kunne arbejde sig videre til højere klasser.

Får vi flere danske kørere i international GT-racing?

Vi har i Danmark en del unge racerkørere, som har drømme om at komme ud og prøve kræfter med GT-racing. En del af dem gemmer sig i DTC og Supertourisme-klasserne, og det er desværre ikke mange som kommer videre herfra. Næppe fordi talentet ikke rækker, men springet til en international løbsserie kan virke uoverskueligt med fabriksteams og flere rejsedage. Det kræver både mod og vilje at satse udenlandsk, og det lader til at en del af vores unge kørere mangler én af delene.


Et realistisk bud på en “dansk model” kunne være at et etableret team med styr på logistik og mekanik tager springet og snupper et par kørere med i farten. Både Magnussen Racing Experience, Massive Motorsport og for den sags skyld Flexlease.nu er DTC-teams, som umiddelbart ville kunne overskue både teknikken og logistikken i sådan et projekt. En interessant outsider kunne være Insight Racing, som tidligere har deltaget i Blancpain GT Series med en Ferrari 458 GT3, og som i dag driver den danske DS3 Cup.

Økonomisk set er GT4 dyrere end en sæson i eksempelvis DTC. En realistisk pris for en sæson vil ligge på en god million danske kroner, og dertil kommer rejseudgifter og diverse udgifter til nye glasfiberdele. Til gengæld er der mere køretid og eksponering foran et internationalt publikum – både dem på tilskuerpladserne og dem i pitten. (De store teamchefer kigger nemlig ikke forbi Jyllandsringen for at spotte talenter, red.)

Om vi får et par danske kørere til den tyske GT4-klasse er svært at spå om. Hos Boxengasse håber vi at nogle af de dygtige unge kørere finder modet (og pengene) til at tage chancen. Selvom det er fedt at se godt race på vores egne baner, så er det nu engang endnu federe at se Dannebrog rundt omkring på de store racerbaner.

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: