Gulf 12 Hours: Mercedes rydder første række i kvalifikationen

Foto: SRO/Intercontinental GT Challenge

Kvalifikationen til søndagens Gulf 12 Hours på Yas Marina Circuit bød på Mercedes i fuld kontrol – for med de hurtigste kombinerede tider starter Mercedes AMG Team Gruppe M 1-2, når det hele går løs til årets finale i Intercontinental GT Challenge søndag morgen klokken 07.00 dansk tid.

Franske Jules Gounon satte hurtigste tid af alle, men hans toptid var ikke nok til at hive snittet så langt, at det også blev til pole position for Gounon, Raffaele Marciello og Daniel Juncadella i teamets #89. I stedet endte æren hos Maro Engel, Lucas Auer og Maximillian Goetz i søsterbilen, #98, der gennemsnitligt var -0.023 sekund hurtigere. Et i øvrigt stærkt comeback efter teamet fik smadret #98’eren i et stort crash fredag under træningen.

AF Corse fik ikke helt marginalerne med sig i kampen mod specielt Mercedes i lørdagens kvalifikation på Yas Marina. Foto: IGTC

Tredjebedst blev Audi Sport Team Tresor, blandt andet båret frem af Kelvin van der Linde, som med tredjebedste tid af alle fik trukket bilen frem – og det endte til sidst også med at være nok til at tage tredje startposition foran AF Corses to Ferrarier. Her endte #71 med Antonio Fuoco, James Calado og Alessandro Pier Guidi med at tage fjerdebedste tid samlet foran Nicklas Nielsen, Alessio Rovera og Davide Rigon i #50.

Kevin Magnussen på vej i bilen for MDK Motorsports. Foto: IGTC

I Pro-klassen har MDK Motorsports med Kevin Magnussen, Jan Magnussen og Mark Kvamme lidt arbejde foran sig i søndagens 12-timersløb – de endte sammenlagt som nummer 15 og nummer ni i klassen.

Ferrarien fra MDK Motorsports – weekendens løb er Kevin Magnussens første i GT3, men der venter allerede ét til i det nye år, når Magnussen og Magnussen igen slår sig sammen med MDK Motorsports til Rolex 24 at Daytona. Foto: IGTC

Søndagens sæsonfinale køres med start fra 07.00 dansk tid – du kan se alle 12 timer live fra Abu Dhabi lige her!


Husk, at du altid får det nyeste om international og dansk motorsport her på Boxengasse. Så følg os på http://www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: