Årets Asian Le Mans Series er i fuld gang, og køres i lighed med 2021 over et særdeles kompakt program på fire løb og to weekender. I dag, lørdag, blev de første fire timer kørt i 4 Hours of Dubai på Dubai Autodrome, og i morgen køres der endnu et firetimersløb, inden det næste weekend går videre til Yas Marina i Abu Dhabi til endnu to gange fire timer.
I serien er der naturligvis Le Mans-deltagelser på højkant, og i år er der én billet per klasse, så et mesterskab på næste søndag i LMP2, LMP3 og GT3 er respektivt lig med en plads på Le Mans til vinderteamet i hver klasse.
Mikkel Jensen er igen med i Asian Le Mans Series med Ferrari-teamet Kessel Racing, men de fik langt fra den håbede optakt, og kom slet ikke ud at køre, efter de ellers kvalificerede sig som nummer to i klassen. Op til løbet måtte Michael Broniszewski trække sig på grund af sygdom, og da var det for sent at kalde en erstatning ind – og Mikkel Jensen måtte således lide den tort slet ikke at komme til start.

High Class Racing-podie i første forsøg
Løbet blev til gengæld en stor succes i LMP2 for britiske Nielsen Racing, som åbner jagten på årets Asian Le Mans Series-titel med sejr. Det skete, da Ben Hanley, Matt Bell og Rodrigo Sales tog sejren med fire omganges forspring til de nærmeste konkurrenter, efter også at være startet fra pole.
Indledningsvist faldt Rodrigo Sales ellers tilbage til tredjepladsen i løbets begyndelse efter et spin, men han vendte godt tilbage, og fik kørt sig op i rækkerne igen. Undervejs tog han andenpladsen fra High Class Racings Dennis Andersen, og Matt Bell bragte sidenhen Nielsen Racing-bilen foran igen i forbindelse med den første runde af pitstops.
Sådan endte det også efter fire timer – Nielsen Racing tog sejren i LMP2 foran Graff Racings Trouillet, Droux og Page, mens High Class Racing med Dennis Andersen, Anders Fjordbach og Kevin Weeda tog en tredjeplads og en god start på årets Asian Le Mans med sig. Det er i øvrigt første gang det nordjyske team kører i serien.
I LMP3 var der også dansk besøg på podiet, da franske CD Sport hev en stærk 1-2-finish hjem. Danske Michael Jensen er en del af vinderteamet, og kunne køre først over stregen i bilen, som han deler med Nick Adcock og Edouard Cauhaupe.
McLaren vinder i GT3
GT-kategorien var som bekendt lidt decimeret fra start med Mikkel Jensen og Kessel Racings udeblevelse, men det betød dog langt fra, at det blev et kedeligt løb i GT3-rækken. Med 23 biler til start endte Inception Racings Ben Barnicoat, Ollie Millroy og Brendan Iribe med at tage sejren – det er samme team, som Frederik Schandorff også for nylig repræsenterede på Daytona.
Grundstenen til sejren blev lagt på en flot overhaling fra Barnicoat med godt en halvanden time igen, da han stak indenom Davide Rigon fra Rinaldi Racing Ferrari, og siden lykkedes det McLaren-teamet at holde fast i føringen trods et par gule flag, som faldt frem mod slutningen.
Ferrari-teams endte med at runde podiet af, hvor Rinaldi Racings #55 med netop Rigon, David Perel og Rino Mastronardi blev nummer to, mens AF Corses Conrad Grunewald, Louis Prette og Vincent Abril tog tredjepladsen.
🏁 CHEQUERED FLAG 🏁
We finished our first race with the McLaren 720S GT3! An epic final stint from @officialmarvink secured 7th for the #88 with @Manu33Maldonado crossing the line in 19th in the #59.
And the best part? There's another race tomorrow 🤩 #AsianLeMans #McLaren pic.twitter.com/aBRYvbpJFG
— Garage 59 (@Garage_59) February 12, 2022
Feltets sidste danske navn er Nicolai Kjærgaard fra Garage 59. Garage 59 har i en del år været synonym med Aston Martin, men de har skiftet mærke til McLaren, og denne weekend er teamets første med 720S GT3. Vestjyden gjorde et godt udlæg i løbets begyndelse, og fik kørt #59 frem fra P18 til P10 på første stint, men bilen tabte undervejs et par omgange og de endte som nummer 19 i klassen, tre omgange efter vinderne.
Du kan se highlights her:
Søndagens løb kan ses live og gratis herunder fra søndag klokken 14.00:
Husk, at du altid får det nyeste om international og dansk motorsport her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/.