IMSA: Første sejr til Porsche 963 – Marco Sørensen og Heart of Racing P2 i skarp GT-duel

Foto: IMSA

Mens Porsche Penske Motorsport tog sæsonens første tur på skamlen i FIA WEC i weekenden, så blev det i Long Beach til den nye prototypes første sejr efter et kort og intenst 100-minutters race i gaderne i Long Beach. Og i GT Daytona var det med Marco Sørensen og Roman de Angelis på pole for Aston Martins Heart of Racing. Duoen endte med en andenplads efter en god fight med Paul Miller Racings BMW M4 GT3 kørt af Bryan Sellers og Madison Snow.

Porsche versus Acura fra start til mål

Long Beach Grand Prix fik en spændende start, hvor Nick Tandy fra første færd gjorde sit til at holde Acuras Filipe Albuquerque indenfor armslængde i første stint, og Porsche satsede ved løbets enlige stop på en lidt speciel strategi. Albuquerque kørte ind først og fik friske dæk samtidigt med skiftet til Ricky Taylor – men da Tandy omgangen efter kørte ind i boksen hos Porsche Penske Motorsport for at give stafetten videre til Mathieu Jaminet, så var det uden at skifte dæk.

Det viste sig at være et modigt, men helt rigtigt kald, for den sparede tid endte med at gøre forskellen i et løb, hvor optakten ellers pegede Acuras vej. Ovenpå stoppet kom de to Porscher ud som nummer ét og to, men mod slutningen begyndte regningen for de slidte dæk at melde sig.

Første sejr til den nye Porsche 963 kom i Long Beach. Foto: IMSA

Matt Campbell gjorde sig godt bred for at forsvare andenpladsen mod Ricky Taylors Acura, men kunne til sidst ikke gøre noget ved amerikanerens angreb. Kort efter blev Mathieu Jaminet fanget i trafik, hvilket gav fuld spænding for pengene på de afgørende to omgange med Taylor helt oppe under bagvingen på Jaminets racer. Det endelige forsøg mislykkedes dog for Ricky Taylor, som forsøgte sig ind i sving 1, men endte med at køre bredt. Det sendte Taylor ned gennem rækkerne, mens Connor de Phillippi bragte sig forbi og endte med at sikre BMW Team RLL andenpladsen foran Matt Campbell og Felipe Nasr i den anden Penske Porsche.

Marco Sørensen åbnede fra pole, og sammen med Roman de Angelis fik han en andenplads ud af sin debut i Long Beach. Foto: IMSA

Nyt podie til Marco Sørensen og Heart of Racing

Historien var for så vidt ikke meget anderledes i GT-bilernes ende af feltet, for i GT Daytona blev det også et strategisk kald, der fik stor indflydelse på resultatet. Fra start åbnede Heart of Racing med at holde godt fast i udgangspunktet fra pole position. Med stoppet gik Marco Sørensen ind sammen med Frankie Montecalvo (Vasser Sullivan Lexus) og Mike Skeen (Korthoff Motorsports Mercedes), men Madison Snow tog en omgang mere i forsøget på at lave et overcut.


Den operation lykkedes for Paul Miller Motorsports, som fik sendt Bryan Sellers afsted akkurat hurtigt nok til at han kunne komme foran Roman de Angelis det sidste stykke til mål foran Sørensen og De Angelis.

I GTD Pro gik det Lexus’ vej, hvor Jack Hawksworth og Ben Barnicoat ikke bare startede fra pole, men også endte med at vinde i GTD Pro. Pole position i klassen var dog kun nummer to i det samlede GTD-felt i kraft af Marco Sørensens generelle pole position for Heart of Racing.

I starten kom Hawksworth forbi Sørensen tidligt og Hawksworth førte også an frem til stoppet, hvor Barnicoat tog over. Han førte hele vejen til mål, fulgt af Corvette Racings Jordan Taylor og Antonio Garcia, mens Pfaff Motorsports tog tredjepladsen med Patrick Pilet og Klaus Bachler. Frederik Schandorff og Brendan Iribe endte som nummer seks for Inception Racing.

Husk, at du får alt om IMSA her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/, så er du opdateret!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: