Når der om et år er fuldt samspil mellem FIA WEC’s Hypercars og IMSA’s amerikanske modsvar, LMDh, så bliver det under et nyt navn for IMSA’s vedkommende.
Den nye æra begynder til Daytona i 2023, når Hypercars og IMSA-modsvaret for første gang kan køre mod hinanden i direkte konkurrence, og for at fejre det, så har IMSA taget et kig tilbage på en gylden æra meget lig den, der er ved at begynde. Derfor kommer IMSA’s topklasse fra næste år til at hedde GTP for Grand Touring Prototype, hvilket var det samme navn som IMSA brugte i årene fra 1981 til 1993.
Tiden er imidlertid en anden, og hvor de tekniske landvindinger i den første æra med GTP blandt andet var udbredelse og yderligere udvikling af teknologier som ABS og traction control, så er de nye hybridbiler også en ny milepæl i den udvikling indenfor sportscars, som også finder vej til gadebiler.
Om det nye tiltag forklarer IMSA-præsident John Doonan:
– Hvis du var fan i 80’erne og de tidlige 90’ere, så har du sikkert gode minder om de fantastiske biler, teams og kørere fra GTP-dagene. Vi er på tærsklen til en ny æra og med muligheden for at omfavne tidligere tiders succeser med GTP. Der er så meget at se frem til for fans af IMSA og sportsvognsracing verden over i de kommende år – anført af vores introduktion af GTP her på Daytona i 2023.
Guide: Alt du skal vide om IMSA Weathertech Sportscar Championship 2022
Husk, at du altid får det nyeste om international og dansk motorsport her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/.