Kl. 15:30 dansk tid blev sæsonens første Indy Lights-løb sat i gang. Christian Rasmussen skulle starte løbet i femte position, lige bagved landsmanden Benjamin Pedersen på fjerdepladsen. Scenen var sat i Saint Petersburg, Florida – nu skulle løb ét ud af sæsonens i alt 14. løb køres.
Det blev en fantastisk start fra Rasmussen, som allerede efter første sving havde indtaget andenpladsen. Benjamin Pedersen beholdt sin fjerdeplads i lang tid.
På fjerde omgang kørte James Roe Jr. i dækbarrieren i sving 4, han kunne dog efterfølgende bakke bilen ud af dækbarrieren og humpe bilen tilbage i pit.

McElrea udgik i sidste sving på 12. omgang, da han oversatsede ind i sving og ramte betonmuren på ydersiden og ødelagde hele venstre front. På gengivelsen lignede det at bagenden slog ud, nærmest som en tankslapper, hvorefter korregeringen sendte ham i betonmuren. Dermed blev australierens løb 32. omgange kortere end han nok havde ønsket sig. Dette betød dog derimod at Christian Rasmussen nu var i front, stærkt forfulgt af både Matt Brabham, Benjamin Pedersen og svenske Linus Lundqvist.
Safetycar forlod først banen da feltet kunne påbegynde 17. omgang, anført af Christian Rasmussen. Matt Brabham på andenpladsen lavede et stort lockup ind i første sving, hvilket åbnede døren for Benjamin Pedersen. Han var dog lige nøjagtigt en billængde for langt bagud, således at han ikke nåede forbi inden den amerikansk-australske racerkører havde reddet fejlen.
Det blev derimod en god genstart af Rasmussen, hvor han allerede efter en omgang var lidt over et sekund foran Matt Brabham, primært på grund af sidstnævntes fejl ind i sving 1.
Det grønne flag kom dog hurtigt ned i kassen igen, da det gule flag atter skulle svinges over hele banen. Denne gang fordi Kyffin Simpson påkørte Jacob Abel, da han forsøgte at overhale på indersiden. Det resulterede i at Abel nåede at spinne 360° om sig selv, hvorefter bilen ikke kom videre – han udgik af løbet på 17. omgang.
Feltet kunne dog hurtigt træde på speederen igen, da de allerede på 18. omgang blev sluppet løs igen. Top-3 var stadig Rasmussen, Brabham og Pedersen. Præcis som genstarten på 17. omgang, forbremsede Brabham sig gevaldigt ind i sving 1, hvortil han igen åbnede døren for Pedersen. Denne gang var danskeren dog mere aggressiv og var tæt på at komme forbi.
Herfra var løbet meget neutralt. Christian Rasmussen var et godt stykke i front, hvor han omgange efter omgang forlængede sit forspring ned til Brabham. Ligeledes forlængede Brabham sit forspring til Pedersen på tredjepladsen.

Da feltet kørte ud på andensidste omgang, håbede man på det bedste. Rasmussen havde været i front siden slutningen af 12. omgang, og var det endnu 31 omgange senere. Pludseligt forsvandt håbet, præcis som benzinen i Andretti-raceren… Christian Rasmussen var løbet tør for benzin. Han udgik af løbet fra en førsteplads på andensidste omgang – endda mens han var 3,3 sekunder foran Brabham på andenpladsen.
Matt Brabham vandt løbet, men der var dog et dansk islæt på podiet alligevel, da Benjamin Pedersen sikrede sig en andenplads. Svenske Linus Lundqvist sikrede sig sidste trin på podiet.
Resultatet for løbet

Vil du gerne følge med i præcis Christian Rasmussens færden i USA kan du følge med i denne gruppe, https://www.facebook.com/groups/christianrasmussenroadtoindy.
Husk, at du altid får det nyeste om international og dansk motorsport her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/.