Indy Pro 2000: Løb 1 – Christian Rasmussen med endnu en sejr

Foto: Gavin Baker Photography/Road to Indy

Hvad der var lagt op til et spændende løb, blev næsten en paradekørsel for hele feltet. Den stille start så kun Jack William Miller med en enkelt fejl på første omgang. Her var han meget langt ude på græsset, og lignede kort at han ville ende i barrieren. Miller formåede dog at komme ind på banen igen – uden at have været i barrieren.

Artem Petrov fik derimod en god start fra pole-position og stak hurtigt af med et par sekunder ned til danske Rasmussen. Christian Rasmussen blev presset bagfra, af blandt andet mesterskabskonkurrenten Braden Eves. Rasmussen bibeholdt dog den andenplads han havde startet på, indtil han fik fanget russiske Petrov i front på syvende omgang. Den syvende omgang var dog kun lige startet, før Rasmussen fik indhentet Petrov med en god slipstream ned af start/mål-langsiden. Med en sen nedbremsning ind i sving et, kom danskeren ud i front, hvorfra han hurtigt fik lavet et hul på et sekund ned til Petrov. Det sekund blev udbygget til to over de kommende omgange.

Christian Rasmussen gjorde alt han skulle i weekendens første løb. Foto: Gavin Baker Photography/Road to Indy

Dermed skulle Christian Rasmussen blot holde positionen for at have gjort sit, for at have chancen for titlen allerede her til aften. Desværre – set med danske briller – sluttede Braden Eves på tredjepladsen og derfor én placering for højt, til Rasmussen kunne sikre sig titlen allerede dagen før sæsonafslutningen.

En kontakt mellem James Roe og Jack William Miller var skyld i at safety car måtte på banen på 24. omgang. James Roe endte, grundet kontakten, sit løb i sandkassen og da marshalls ikke kunne nå at få bilen væk før løbet var slut, forblev safety car på banen helt til målflaget blev svunget.

På podiet var Christian Rasmussen, Artem Petrov og Braden Eves.


Christian Rasmussen sikrede sig 31 point i løbet, dermed er han nu på 423 point i alt inden sæsonens sidste løb. Største konkurrent, Braden Eves, er blot 27 point efter med 396 point. Det hele skal derfor afgøres i sæsonens sidste løb, men Christian Rasmussen ligger lunt i svinget til at tage titlen i morgen.

Se med søndag, hvor feltet kører:
Kvalifikation 2 – kl. 15:30 (dansk tid)
Løb 2 – kl. 19:10 (dansk tid)

Husk, at du altid får det nyeste om international og dansk motorsport her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/.

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: