Christian Rasmussen fik en fantastisk start på weekendens Freedom 250 i Washington i går, da Ed Carpenter Racings danske håb nåede med hele vejen til Firestone Fast Six og sikrede en fjerdeplads på gridden.
I det hele taget en god, dansk lørdag i Indycar, for også Christian Lundgaard og Arrow McLaren var med fremme, men missede desværre cuttet til top seks. Lundgaard starter som nier, og endte sammen med resten af Arrow McLaren lige udenfor det fine selskab. Både Pato O’Ward og Nolan Siegel var også med i kampen om top seks, men endte respektivt som nummer syv og 12.

Rasmussen videre i top seks
I stedet gik Christian Rasmussen videre til top seks på yderste mandat og kunne tage kampen op med Alex Palou, Scott McLaughlin, Kyle Kirkwood, Marcus Armstrong og David Malukas.
Top seks endte med, at Palou satte en monster-omgang og tog pole position med godt et halvt sekund ned til Kyle Kirkwood. Scott McLaughlins forsøg var akkurat godt nok til tredjepladsen, mens Christian Rasmussen satte fjerdebedste tid. Armstrong og Malukas begge var ude at ramme væggene, og blev derfor nummer fem og seks.

Svært løb i vente
Både løbet Freedom 250 og den nye bybane i Washington D.C.’s Capitol Hill-distrikt har været ganske omdiskuteret lige siden løbet kom på kalenderen.
Indtil videre må man konstatere, at den byder på masser af bump og masser af dramatik – i hvert fald var en stribe kørere ude at stifte bekendtskab med betonvæggene i kvalifikationen frem mod dagens løb, og der er ingen grund til at forvente andet af selve løbet.
Rinus Veekay startede med at ramme en mur, og det samme gjorde sidste uges løbsvinder Marcus Ericsson. Will Power tog samme tur, og til sidst satte Scott Dixon en ende for gruppe 2 af den indledende kvalifikation ved at køre galt og ende midt på banen.
Freedom 250 køres med start 19.00 dansk tid – se med på TV3 Sport og Viaplay.