Milwaukees dobbelt-weekend i Indycar kom rodet fra start lørdag aften dansk tid. Løbet på Milwaukee Mile blev afbrudt efter 90 af 250 omgange, og da vejret søndag morgen i Milwaukee ikke var bedre, så blev løb 1 kørt færdigt efter løb 2.
Mindre forvirrende var resultaterne til gengæld, for Pato O’Ward og Arrow McLaren ryddede bordet og vandt begge løb – og faktisk blev O’Ward den første siden 1981 til at vinde to løb i Indycar på samme dag.
Skal vi starte med det første komplette løb, så var O’Ward flyvende og startede som toer. Han fik hurtigt vekslet det til en fast plads i spidsen og ultimativt en sejr, men nok så vigtigt, så blev løbet det store oval-gennembrud for Christian Lundgaard. Hans McLaren var ditto godt kørende, og han sikrede en tredjeplads, som kunne have været endnu mere.

Pitstoppene på Lundgaards bil var på ingen måde i topklasse – men det var de til gengæld hos Team Penske, som med en skarp strategi fik sikret en andenplads til Scott McLaughlin. Lige udenfor podiet endte David Malukas og Alex Palou, der med femtepladsen bragte sig meget tæt på at genvinde mesterskabet. Christian Rasmussen blev nummer otte.
Dobbelt dansk i top seks
Tre timer senere fulgte så genoptagelsen af løb 1. Med 90 omgange kørt, var der 160 tilbage. Penske og David Malukas havde ellers løbet i hænderne og kunne have vundet, men på den sidste genstart stak O’Ward af og gjorde sig til dobbelt løbsvinder på samme dag.
På omgang 214 kørte Caio Collet af banen, og ved genstarten på 227. omgang satsede O’Ward og vandt på det. Og på de sidste omgange skulle det også gå fra skidt til værre for Penske, for et resultat med også Scott McLaughlin på podiet kunne være blevet udfaldet. Men Rinus Veekay og Juncos Hollinger Racing havde andre planer, og hollænderen endte med sit første podie i Indycar.

McLaughlin endte med fjerdepladsen og endte lige foran Christian Rasmussen og Christian Lundgaard som nummer fem og seks. Alex Palou endte med en tiendeplads og kunne dermed afgøre mesterskabet. Titlen er Palous femte i Indycar og fjerde i træk.
Med weekendens tredje- og sjetteplads er Christian Lundgaard toer i den samlede stilling for sæsonen, men Alex Palou er efter denne weekend ikke til at hente. Til gengæld har Christian Lundgaard alle muligheder for at lukke sit kapitel med McLaren med et samlet mesterskabspodie. Det bliver afgjort næste weekend på Laguna Seca til sæsonfinalen.