Indycar er gået på vinterpause, men der er ikke stille i Indianapolis. Her har man netop løftet sløret for næste års kalender i Indycar, som kommer til at tælle 17 løb – helt på mål med den netop afsluttede sæson, der ditto talte 17 løb.
Der holder lighederne til gengæld også op, for nye på kalenderen er Phoenix Raceway og gadebanen i Arlington – og så bliver Nashville Superspeedway i 2026 vært for lidt af et brag, for sammenhængen mellem TV og motorsport er som bekendt stor i USA, og derfor var fristelsen til at holde et løb i forlængelse af finalen i VM i fodbold for stor.
Finalen i Indycar 2026 skifter også lokation, og skal nu køres på Laguna Seca. Præsentationen af kalenderen kommer desuden også på baggrund af en virkelig stærk sæson rent kommercielt for serien, som har haft et snit på 1,36 millioner seere til løbene i år, og samtidigt har set en stigning på hele 27 procent i seertallene sammenlignet med 2024.
Stærk premieremåned
I Marts måned bliver sæsonen skudt i gang med lidt af et batteri, for der køres hele fire weekender i sæsonens første måned. Premieren er atter i St. Petersburg i Florida den 1. marts. Weekenden efter går turen til Indycars første nyskabelse på kalenderen, men banen har været med mange gange før. Det er Phoenix Raceway i Florida, som kører en weekend sideløbende med Nascar.
Dernæst følger sæsonens anden nyhed med Streets of Arlington for første gang. Det er den 15. marts, mens en intens måned rundes af på Barber Motorsports Park med sæsonens fjerde løb.
Kalender for Indycar 2026
1/ St. Petersburg, Florida, 1. marts
2/ Phoenix Raceway, 7. marts
3/ Streets of Arlington, 15. marts
4/ Barber Motorsports Park, 29. marts
5/ Long Beach GP, 19. april
6/ Indianapolis Motor Speedway Road Course, 9. maj
7/ Indy 500, 24. maj
8/ Streets of Detroit, 31. maj
9/ World Wide Technology Raceway, 7. juni
10/ Road America, 21. juni
11/ Mid-Ohio, 5. juli
12/ Nashville Superspeedway, 19. juli
13/ Portland International, 9. august
14/ Streets of Markham (Toronto), 16. august
15/ Milwaukee Mile 1, 29. august
16/ Milwaukee Mile 2, 30. august
17/ Laguna Seca, 6. september