Mens Stephane Ratel og SRO i går havde positivt nyt om årets 24-timersløb på SPA, som formentlig får lov at finde sted i oktober, så ser det mindre lyst ud for årets asiatiske indslag i Intercontinental GT Challenge.
Suzuka-løbet var nemlig udset som næste afdeling i sæsonen, som begyndte med Bathurst i Australien i januar. Men Covid-19 har fået Japans regering til at indføre et meget strikst indrejseforbud, og derfor har SRO nu droppet løbet, der skulle være kørt den 21-23. august.
SRO Motorsports Group skriver i en pressemeddelelse, at man arbejder på en potentiel mulighed for en ny, femte afdeling i mesterskabet, og at man håber på en afklaring i ultimo juni.
Kaoru Tanaka fra Mobilityland Corporation, der ejer Suzuka, siger følgende:
– Vi har valgt at aflyse løbet som resultat af, at løbet har mange europæiske og i det hele taget internationale teams til start. Vi ærgrer os over aflysningen på vegne af alle fans af løbet og alle, der er involveret i det – vi håber på forståelse for denne aflysning, som ikke var til at undgå.
Dermed er næste løb i Intercontinental GT Challenge på Indianapolis i USA den 2-4. oktober, hvor serien kører samme weekend som Indycar.
2020 Intercontinental GT Challenge kalender:
Kørt: Liqui-Moly Bathurst 12 Hour – Australien
2-4. oktober: Indianapolis 8 Hour – USA
22-25. oktober: Total 24 Hours of SPA – Belgien
19-21. november: Kyalami 9 Hour- Sydafrika
TBA: TBA – Asien