Team Penske har fået en drømmestart på sæsonen med tre sejre i tre løb, og efter søndagens 85 omganges gaderace kan Josef Newgarden nu kalde sig ”two-time-winner” i denne sæson.
Colton Herta stormede lørdag aften dansk tid karrierens ottende polepositon i sin NTT Indycar Series-karriere i hus, og da det grønne flag søndag aften dansk tid faldt i Long Beach’ gader forsvarede Andretti Autosports younggun positionen og lagde hurtigt afstand mellem ham og Team Penskes Josef Newgarden – den forsvarende Indycar-mester fra Chip Ganassi Racing, Alex Palou, holdt også sin startposition som nummer tre.
Starten var rolig og udramatisk da de i alt 26 kørere skulle slås i de californiske gader, hvor det gjaldt om at undgå et møde med betonmurene, holde farten, koncentrationen og fokusere på den hårdkrævende bybane. Og med starten er der ment de første fem omgange, for under løbets sjette omgang ramte A. J. Foyt Enterprises Dalton Kellett muren og udgik i et hårdt crash. Canadieren var uskadt og forlod ulykkesstedet kort tid efter. Vi fik grønt flag igen, da kørerne gik løbets tiende omgang i møde.

Flere udgik
Som ventet ville flere kørere ikke nå det ternede flag, og da vi var omkring midtvejs i løbet gik det vildt for sig. Først var det raceleader Colton Herta der mistede herredømmet over sin racer og endte i væggen i hvad der lignede samme sted som Dalton Kellet, og bagefter var det Simon Paganaud der forsøgte sig med en overhaling og endte i stedet i bedet, hvilket udløste en safety car. Restarten var heller ikke udramatisk, for Marcus Ericsson ramte væggen og kolliderede med sin newzealandske holdkammerat Scott Dixon der resulterede i at svenskeren måtte udgå – her slap vi til gengæld for både gule flag og safety car.

Kamp om sejren til sidst
Som i de to forrige Indycar-løb fik vi igen en vild kamp om sejren. Med fem små omgange til det ternede flag kom både Romain Grosjean og Alex Palou godt ud af det sidste sving under en restart efter safety car, og Grosjean fik ved hjælp af Push-to Pass-systemet og en god slipstream sneget sig op på siden af Newgarden, men måtte vige for amerikaneren da duellen kom til sving et. Duellen om sejren fik desværre sin ende med to omgange igen, da Dale Coyne Racing RWR’s Takuma Sato ramte barrieren og udløste gule flag banen rundt. Løbet blev kørt færdigt under de gule flag, og dermed vandt Josef Newgarden for anden gang i træk i denne sæson. Andretti Autosports Romain Grosjean sluttede bag sejrsherren og Alex Palou fra Chip Ganassi Racing tog den laveste skammel på podiet, og dermed en tredjeplads.
Christian Lundgaard sluttede sidst af alle fra Rahal Letterman Lanigan Racing som nummer 18, Graham Rahal på en syvendeplads og Jack Harvey imellem de to som nummer 15.
Næste gang NTT Indycar Series viser sig igen bliver det med et gensyn i Alabama, til ‘Honda Indy Grand Prix of Alabama’.
Dertil en god nyhed fra Christian Lundgaard.
https://www.facebook.com/lundgaardofficial/posts/378526710947930
Husk, at du altid får det nyeste om international og dansk motorsport her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/. Gæst også vores nye gruppe om Christian Lundgaards Indycar-eventyr her!