Efter to tredjepladser på Sepang i december kunne Malthe Jakobsen og Crowdstrike by APR endelig bestige podiets øverste trin, da Asian Le Mans Series lørdag kørte det første af to løb i Dubai.
Sejren er den anden for danskeren på bare en uge efter sejren på Daytona sidste weekend.
Malthe Jakobsen og Crowdstrike-ejer George Kurtz sørgede for at gøre forarbejdet, inden schweizeren Louis Delétraz kunne køre #04 over målstregen som vinder efter fire timers ræs på Dubai Autodrome.
Delétraz overhalede Nielsen Racings Alex Quinn – som for en uge siden delte bil med Jakobsen og Kurtz på Daytona – få minutter før målflaget, og Quinn faldt efterfølgende helt ned som otter.
I stedet kørte #04 over målstregen med knap ni sekunders forspring til Cetilar Racing, som fortsat fører mesterskabet efter de to sejre på Sepang. Jakobsens trio har skåret pointforskellen ned fra 20 til 13 point her præcis halvvejs i årets Asian Le Mans Series.
RD Limited tog den sidste plads på podiet lørdag, hvor de øvrige danskerbiler i LMP2 ikke formåede at holde deres ellers fremragende startplaceringer fra kvalifikationen.
Giorgio Roda havde sat United Autosports #5, som han deler med Mikkel Jensen, på pole position.
Men Jensen, Roda og Grégoire Saucy kunne ikke drive det til mere end en syvendeplads lørdag – blandt andet grundet et tidstab i en lukket pitlane under safetycar.
Dermed sluttede Mikkel Jensen lige bag Michael Jensen i Algarve Pro Racings #25, som han deler med Tom Dillmann og Enzo Trulli.
Heller ikke danske High Class Racing, der ved Jens Reno Møllers fornemme kvalifikation startede de fire timer fra anden startposition, kunne holde sig helt i front gennem løbet.
Møller, Theodor Jensen og amerikanske Gustavo Menezes sluttede tier.
I LMP3 kørte High Class Racings anden bil sig til en sjetteplads med Philip Lindberg, Tim Whale og Callum Voisin.
Inter Europol Competitions #13 vandt klassen efter en nervepirrende duel mellem Henry Cubides og Luciano Morano i Forestier Racing by VPS #29. Cubides kørte over stregen bare 0,405 sekunder før Morano.
Kessel Racings Ferrari #74 vandt i GT3 takket være Dennis Marschalls overhaling på Alexander Sims (JMR Corvette #66) efter den sidste safetycar-genstart. Corvetten sluttede som toer foran Manthey Porsche #10.
Weekendens andet firetimers-løb i Dubai køres søndag klokken 11.10 dansk tid.