2 min. læsning

Malthe Jakobsen vinder tredje i træk i Asian Le Mans Series

Foto: Asian Le Mans Series
Udgivet
Foto
Del artikel

Crowdstrike Racing og danske Malthe Jakobsen er ustoppelige i Asian Le Mans Series og kunne lørdag tage den tredje sejr i træk, da #04 kørte først over målstregen i Abu Dhabi.

Det betyder samtidig, at rigtig meget skal gå galt, hvis ikke trioen skal stå som mester, når søndagens fire-timersløb slutter sæsonen af. Det vil i så fald være Malthe Jakobsens tredje Asian Le Mans Series-titel i træk.

Trioen går ind til sæsonfinalen med 25 points forspring til Cetilar Racings Antonio Fuoco, Charles Milesi og Roberto Lacorte, der havde en forfærdelig lørdag på Yas Marina-banen.

Dermed er Cetilar tvunget til at vinde søndag, mens Crowdstrike bare kan nøjes med en tiendeplads for at sikre titlen.

Lørdagens løb var endnu en gang en opvisning for Algarve Pro Racing, der også står bag Crowdstrike-bilen.

Det trak således op til en duel om sejren mellem Malthe Jakobsens #04 og Tom Dillmann i #25, men et problem før sidste pitstop sendte franskmanden ned i rækkerne.

I stedet kunne Delétraz i #04 tage målflaget 2,029 sekunder foran APR’s #20 med Jon Falb, Matthias Kaiser og Sami Meguetounif, mens #25 – med Michael Jensen – måtte nøjes med femtepladsen.

Det var især Malthe Jakobsen, der i løbets tredje time bragte #04 i spil til sejren.

Forinden havde også danske High Class Racing med Jens Reno Møller, Theodor Jensen og Gustavo Menezes blandet sig i topstriden.

Det danske hold endte på ottendepladsen.

Mikkel Jensen og United Autosports havde endnu en skuffende dag på kontoret, da pole position blev vekslet til et tidligt exit.

Også High Class Racings LMP3-bil med Philip Lindberg udgik.

LMP3-klassen var i det hele taget ikke uden drama, da den vindende Inter Europol Competition efterfølgende blev diskvalificeret for at være i strid med det tekniske reglement.

I stedet vandt CLX, som dermed også har matchbold i mesterskabet.

Team WRT tog en dobbeltsejr i GT3-klassen, hvor Kessel Racings Ferrari dog stadig fører komfortabelt inden det afgørende løb søndag.

Det kan du i øvrigt se ganske gratis og lovligt herunder klokken 13.30 dansk tid.

Gratis streaming: Se Malthe Jakobsen kæmpe om Asian Le Mans Series-titlen her

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode