2 min. læsning

Buus jagter triumf med drømme-lineup: ‘Det er ingen hemmelighed’

CrowdStrike 24 Hours of Spa 2025 - Fanatec GT World Challenge Europe Powered by AWS, Endurance Cup - Foto: Gruppe C Photography
Udgivet
Foto
Del artikel

Det er under en uge siden, at 21-årige Bastian Buus scorede et kæmpe resultat i 24-timersløbet på Nürburgring, men tredjepladsen fra det tyske skal meget gerne veksles til noget endnu større den kommende weekend på Spa-Francorchamps.

For her gælder det endnu en 24-timers klassiker – årets største GT3-løb 24 Hours of Spa.

Og det er naturligvis en selvtillidsfyldt Bastian Buus, der kommer direkte fra succesen på Nürburgring. På Spa er det med nye holdkammerater i Dinamic GT’s Porsche #18, og de er ikke hvem som helst.

– Det er et powerhouse af et lineup, og det er ingen hemmelighed, at vi er sat i bilen for at vinde løbet, siger Bastian Buus.

Mathieu Jaminet, Bastian Buus og Matt Campbell jagter sejren på Spa. Foto: Gruppe C Photography / Dinamic GT

Danskeren danner trio med Matt Campbell og Mathieu Jaminet, der begge gør sin daglige gang i Porsche Penskes Hypercar-setup. Australieren blev toer på Le Mans, mens franskmanden normalt deler bil med Michael Christensen.

Nu er Buus, Campbell og Jaminet på jagt efter den helt store sejr på Spa.

– Det lægger naturligvis et vist pres, men samtidig ved vi, at vi har pakken til at gøre det. Det er en fantastisk mulighed for mig at være med i så stort et sats i så vigtigt et løb, og jeg glæder mig til at komme i gang, lyder det fra Bastian Buus.

– Vi kommer til Spa med et rigtig godt momentum fra sidste weekend, hvor vi sluttede på podiet i et af verdens hårdeste langdistanceløb. Nu gælder det om at fortsætte stilen i endnu et 24-timersløb, som alle producenter sætter alt ind på at vinde – og hvor ambitionerne fra vores side er endnu højere, fortsætter den danske Porsche-fabrikskører.

Foto: Gruppe C Photography / Dinamic GT

Buus og italienske Dinamic GT får kamp til stregen i topklassen på Spa.

Pro-klassen tæller nemlig hele 21 biler fra nogle af de største spillere i GT3-verden.

Det gælder blandt andre de forsvarende vindere: Dane Train med Marco Sørensen og Nicki Thiim, der igen kører Aston Martin for Comtoyou Racing.

Også Kevin Magnussen er med i Pro-klassen. Danskeren debuterer i 24 Hours of Spa med BMW og Team WRT. Det sker med René Rast og superstjernen Valentino Rossi, som du kan læse mere om her.

Der er træning og kvalifikation på Spa torsdag og fredag, mens selve løbet flages grønt på lørdag klokken 16.30. Det hele kan ses gratis på YouTube, og her på Boxengasse følger vi naturligvis også løbet tæt.

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode