DTM: Nicki Thiim på podiet efter dækgenialitet

Nicki Thiim. Foto: Gruppe C Photography / ADAC Motorsport
Udgivet
Foto
Del artikel

Nicki Thiim kan endelig glæde sig over et topresultat i DTM igen, for lørdag kørte han sig til en flot andenplads i omskiftelige vejrforhold på Zandvoort-banen i Holland.

Det er kun anden gang, at Nicki Thiim kan træde op på et DTM-podie efter sejren på Norisring i fjor.

Lamborghini-danskeren førte ellers undervejs i lørdagens løb, der blev en strategisk affære, som startede på en våd bane. Asfalten forblev fugtig hele vejen til målflaget, som tyrkiske Ayhancan Güven tog først.

Den 27-årige tyrker sejrede også i sæsonpremieren på Oschersleben.

Nicki Thiim tog ellers hul på løbet fra et pauvert udgangspunkt som 16’er, hvor han som én af ganske få kørere havde valgt et sæt slicks, mens hovedparten af gridden startede på regnvejrsdæk.

Dækvalget resulterede i, at Thiim faldt ned gennem rækkerne som nummer 23 i løbets indledende fase, men efterhånden som asfalten gradvist tørrede op, skød danskeren op gennem feltet igen, indtil pitstopvinduet åbnede.

Nicki Thiim var endelig tilbage på podiet i DTM. Foto: Gruppe C Photography / ADAC Motorsport

Her pittede Lamborghinis Jordan Pepper og Luca Engstler fra front foran Güven, men i pitten var der drama.

Luca Engstler ramte et dæk, der så ramte én af René Rasts mekanikere, mens også Jules Gounon blev straffet for en unsafe release. Pepper mistede den virtuelle føring til Güven på grund af et langsomt stop.

Nicki Thiim, som endnu havde sit stop til gode, snød dog dem alle, og da det endelig blev tid til nye dæk, kom danskeren tilbage på banen med føringen i behold.

Güven jagtede dog Thiim, og selvom han forsøgte et bravt forsvar, kom Porsche-køreren forbi. Overhalingen blev kortvarigt undersøgt for at være foretaget under gule flag, men Güven gik fri.

Dramaet var dog langt fra ovre, for både Thierry Vermeulen og René Rast var strandet, og det krævede en kort safetycarperiode.

Efter den forsøgte Nicki Thiim et sidste angreb på sejren, men Güven holdt stand og kom først i mål. 0,323 sekunder foran Thiim.

Maximilian Paul, der ligesom Thiim var startet på slicks, rundede podiet af. Det er også den 25-årige tyskers anden podieplads i DTM.

Med en femteplads fører Mercedes’ Lucas Auer fortsat mesterskabet foran Güven, Pepper, Gounon og Maro Engel.

Andenpladsen sender Nicki Thiim op som 12’er i tabellen med 27 point. Han er derfor 53 point bag Auer.

DTM kører på Zandvoort igen søndag.

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode