Honda, Nissan og Lexus har sat navne på kørere og teams bag de tre biler, som stiller op ved årets DTM-finale på Hockenheim. Egentligt var planen, at et større felt skulle være en del af den tysk/japanske sammenkomst, men det bliver ved tre japanske biler på Hockenheim, mens et større felt er planlagt til et lignende løb på japansk grund, når det går løs på Fujispeedway til november.
Den 5-6. oktober stiller Team Kunimitsu/Raybrig med deres Honda NSX GT500-racer, som i begge løb skal køres af Jenson Button, mens Lexus har spillet ud med Lexus Team KeePer TOM’s og deres japansk/new zealandske lineup i Ryo Hirakawa og Nick Cassidy.
Nissan stiller også op med et europæisk/japansk lineup i form af italienske Ronnie Quintarelli, som deler en Nissan GT-R med Tsugio Matsuda.
Jenson Button ser frem til den nye udfordring:
– Gennem min karriere har jeg beundret så mange forskellige former for motorsport på topniveau. Planen efter F1 var altid for mig at prøve nye muligheder og udfordringer af, og jeg er glad for at kunne skrive, at jeg har fået netop sådan en mulighed af Honda, GT Association og DTM, når jeg skal køre de sidste to runder af årets DTM-sæson i min Team Kunimitsu Honda NSX, skriver han på Instagram.
I det tyske er der også stor opbakning til det japanske besøg. René Rast glæder sig, og siger følgende til tyske Motorsport-Total:
– Med Jenson har vi en kører af højeste karat i feltet. Som tidligere F1-verdensmester og en ekstremt erfaren touringcarkører er han et kæmpe aktiv for hele serien.
BMW’s Marco Wittmann er også spændt på det kommende topmøde på Hockenheim. Balancen mellem de to biler er nemlig et åbent spørgsmål – hvor DTM med Hankook har én dækleverandør, er der en dækkrig i Super GT.
– Jeg er spændt på, hvordan Super GT-racerne er i forhold til vores. Det er supercool at de kommer herover, og det er kæmpestort for DTM. Det er selvfølgelig et stort højdepunkt, at Super GT og kapaciteter som Button kommer herover, siger han til Motorsport Total.