2 min. læsning

Officielt: Cadillac skriver med Bottas og Pérez

Foto: Cadillac F1 Team
Udgivet
Foto
Del artikel

Så er det officielt. Det bliver Valtteri Bottas og Sergio Pérez, der skal køre for Cadillac, når den amerikanske bilgigant debuterer i Formel 1 i 2026.

Det har teamet offentliggjort tirsdag.

Dermed vender de to 35-årige veteraner tilbage til motorsportens topklasse efter et år på sidelinjen.

Med samlet 527 Formel 1-grandprixer og 16 sejre på cv’et kan man roligt sige, at Cadillac får et par rutinerede kræfter til at styre teamet gennem debutsæsonen.

– Fra det øjeblik jeg begyndte at tale med Cadillac, følte jeg noget anderledes – noget ambitiøst, men også jordnært. Dette er ikke bare et racerprojekt; det er en langsigtet vision. Det er ikke hver dag, man får chancen for at være en del af noget, der bygges op fra bunden, og være med til at forme det til noget, der virkelig hører hjemme på F1-gridden, siger Valtteri Bottas i en pressemeddelelse.

Sergio Pérez tilføjer:

– At blive en del af Cadillac er et utroligt spændende nyt kapitel i min karriere. Allerede fra vores første samtaler kunne jeg mærke den passion og beslutsomhed, der ligger bag dette projekt. Det er en ære at være med til at opbygge et team, der kan udvikle sig sammen, så vi med tiden kan kæmpe med i front. Cadillac er et legendarisk navn inden for amerikansk motorsport, og det er et stort ansvar at hjælpe med at bringe et så fantastisk firma ind i Formel 1, men det er et ansvar, jeg er sikker på, at jeg kan påtage mig.

Også teamchef Graeme Lowdon er godt tilfreds:

– At skrive kontrakt med to meget erfarne kørere som Bottas og Checo er et modigt signal om vores intentioner. De har set det hele og ved, hvad der skal til for at få succes i Formel 1. Men endnu vigtigere er det, at de forstår, hvad det vil sige at være med til at opbygge et team. Deres lederskab, feedback, hærdede instinkter og selvfølgelig deres fart vil være uvurderlige, når vi bringer dette team til live.

Det er god stil at dele godt indhold med andre

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode