Regnen over Holland tog kun mere til som tiden gik lørdag formiddag og middag. Det fik en stor indvirkning på Formel 2 weekenden som i dag skulle køre sprintløbet.
Det var i dette løb Frederik Vesti skulle hente gode point på Pourchaire som skulle starte langt tilbage i feltet. Allerede inden løbet blev det besluttet at det blev en rullende start på regnvejrsdæk da der var for meget stillestående vand på banen.
Allerede på første omgang var der kaos, da Crawford og Maini kolliderede, hvorefter Maini blev ramt bagfra af Boschung som ikke kunne nå at undvige. I uheldet kilede Boschungs Camposracer sig ind under teamkammeraten Mainis, og dermed var begge Campos kørere ude af løbet allerede på første omgang.
Crawfords racer var ligeledes ødelagt og kunne ikke fortsætte løbet.
Løbet blev ikke flaget rødt før efter en hel omgang bag safety car, hvorefter kørerne måtte vente tålmodigt i pitten i et kvarter. Herefter fik de få omgange bag safety car indtil løbsledelsen endegyldigt traf beslutningen om at stoppe løbet og ikke genoptage det.
Med Vesti P7 på dette tidspunkt og Pourchaire P19 er det ærgerligt set med danske øjne, at de point kunne være betydelige i afgørelsen af mesterskabet.