Monza… Man kan næsten smage farten bare ved at udtale det legendariske navn. Weekenden det unge danske talent har i vente kan vise sig at være af stor betydning.
Utroligt nok var det kun én ud af mesterskabets top 6 som kom fra Zandvoort med point på kontoen. To regnvejrsløb i Zandvoort bød på ét helt uden point og et featureløb hvori både Vesti og Pourchaire udgik.
Kun Victor Martins kunne tilføje point til top 6 placeringen da han i featureløbet sikrede sig to point, endda efter en kontakt med Oliver Bearman midtvejs i løbet.
Inden weekendens første point uddeles skiller blot 12 point de to mesterskabsduellanter og tidligere teamkammerater, Theo Pourchaire og Frederik Vesti.
Både Vesti og Pourchaire har en god historik på den italienske bane, hvortil PREMA Racing havde både en sejr og en podieplacering forrige år, så det bliver en spændende weekend vi går i møde.
Kvalifikationen – Velkendt afslutning ødelagde de sidste forsøg
Theo Pourchaires første forsøg på en kvalifikationstid skulle vise sig at være nok til at sikre sig pole position ved målflaget en halv time senere.
Det var den franske kørers første pole siden den første afdeling af sæsonen i Sakhir. Roman Stanek sikrede sig også sit bedste kvalifikationsresultat da han med en tid på 1:32.534, kan parkere i tredje forreste startbås i løbet på søndag. En tid som blev sat i de døende minutter, hvor alle kørere havde et stort kaos bagved og dermed ikke kunne forbedre deres tider.
Præcis som det er kendt fra Formel 1, så er kaosset for positionering på banen en evig kamp i forhold til slipstrøm og lignende ned af Monzas langside. Dette kaos var dermed også med til at størstedelen af kørerne ikke kunne forbedre deres tider i det sidste forsøg, da det næsten var en løbssimulering modsat kvalifikation. I dette kaos befandt Vesti sig også og sluttede sessionen med den ottende hurtigste tid.
Vesti starter løbet 14:15 i dag, lørdag, som tredje forreste mand.
Resultatet