Nicolai Kjærgaard fortsætter hos Carlin

Foto: British Formula 3 / Carlin Motorsport
Annonce:

Nicolai Kjærgaard fik sidste år et gennembrud i britisk Formel 3, og endte som samlet toer i mesterskabet. Nu har esbjergenseren fået planerne for 2019 i hus, og det bliver igen med engelske Carlin Motorsport – men i en ny serie. Formel 3 står nemlig overfor visse forandringer til i år, og derfor har valget været lidt kompliceret for vestjyden. Men nu er det lykkedes – og Kjærgaard bliver at finde i Euroformula Open – tidligere kendt som European F3 Open Championship.

Teamet bliver igen engelske Carlin Motorsport – samme hold, som esbjergenseren i sidste sæson tog sølv i det britiske F3-mesterskab med. Sæsonen blev dog afbrudt lidt for tidligt af to brækkede hænder som følge af uheld i finaleweekenden på Silverstone, men da var sølvet i den hæderkronede britiske serie sikret.

Nu er det imidlertid planen, at Kjærgaard og Carlin skal have et sceneskifte, for i år bliver det i store træk et farvel til de engelske baner. Euroformula Open køres nemlig stort set udelukkende på F1-baner. Silverstone bliver den eneste engelske afdeling, mens den eneste ikke-F1-bane på hele kalenderen er den enormt tekniske og udfordrende bybane i Pau i Frankrig:

– Det er en ny serie for mig, og Pau bliver den eneste ikke-F1-bane. Det er for mig at se et step op i forhold til at køre British F3, for bilerne er hurtigere og har mere downforce. Formel 3 har som kategori fået lidt udfordringer i øjeblikket, fordi der er så mange nye biler og mesterskaber at vælge imellem. Vi valgte International F3 fra – dels på grund af økonomien, og dels fordi jeg var ude i en periode på grund af mine hænder, forklarer han og tilføjer, at den internationale serie dog meget vel kan blive næste punkt på dagsordenen.

2018 kastede masser af pokaler af sig for Nicolai Kjærgaard, der nu håber at kunne være med helt fremme i den europæiske Euroformula Open. Foto: British F3

Med fremme

I den europæiske serie satser Nicolai Kjærgaard på, at han kan slå igennem. Målsætningen er på den lange bane den samme, som den længe har været, og det er at kunne leve af at køre ræs:

– Jeg regner med at kunne være godt med fremme i Euroformula Open. Efter jeg tog sølv i England sidste år, så har jeg det lidt sådan, at jeg gerne ville videre derfra. At tage en sæson ekstra i British F3 ville blive forbundet med et stort pres, og det ville være et stort pres at køre videre under, ikke mindst.

Valget faldt på et år mere med Formel 3-racerne, men Nicolai Kjærgaard afviser ikke, at sportsvognsracing også kunne være en god mulighed på sigt:

– Alle drømmer vist om at køre Formel 1, men den realistiske målsætning er helt klart at kunne leve af det. Chancen er klart større i sportsvogne, og det er også en vej vi kigger. Men der er mange spændende serier rundt omkring. Går det godt her, og kan jeg slå igennem til Formula 3 International, så er der også muligheder der.

 

Nicolai Kjaergaard (DEN) Carlin BRDC British F3
Foto: Jakob Ebrey Photography

Vindermentaliteten

At esbjergenseren fortsætter samarbejdet med lige netop Carlin Motorsport er heller ingen tilfældighed. Mentaliteten på holdet er hele tiden at jagte det sidste – hvilket sidste sæsons britiske sølv i F3 er det fysiske bevis på for Nicolai Kjærgaard:

– Carlin har en fantastisk vindermentalitet. Kun at vinde er godt nok i det team, og det er fantastisk at arbejde med, for dine folk vil altid se på, hvordan de kan finde mere tid i bilen. Jeg har lært enormt meget af dem, og de er rigtig dygtige. Her har du din egen ingeniør og det hele, og det gør altså en forskel. Det gør det naturligvis også dyrere, men de penge har været givet godt ud for mit vedkommende, slår han fast.

Men til syvende og sidst er økonomien udfordringen i motorsport, og det kan Nicolai Kjærgaard også nikke genkendende til:

– Det har været en udfordring at skaffe budgettet. Alle sponsorer har enten forlænget eller øget deres støtte, ligesom vi har fundet flere sponsorer – men nemt, det er det ikke. Det er en stor udfordring at finde økonomien i F3, og man skal gerne hele tiden have fremskridt i karrieren. Jeg så det flere gange i Formel 4, at nogle kørere har en tendens til at gå fast i en klasse, men den situation vil jeg for enhver pris undgå at havne i, lyder det afslutningsvist fra Nicolai Kjærgaard.

Sæsonen i Euroformula Open begynder på Paul Ricard i Frankrig i slutningen af april, hvorefter turen går til Pau i maj. Resten af kalenderen er lutter Formel 1-baner, for serien skal til Hockenheim, SPA-Francorchamps, Hungaroring, Red Bull Ring, Silverstone og Circuit de Catalunya, inden det hele afgøres på Monza i oktober.

Euroformula Open bestyres af det spanske GT Sport, som blandt andet også har GT-serien International GT Open i folden.

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen