Daytona – efter 12 timer: Problemer med raceren sender Michael Christensen og Porsche tilbage i feltet

Foto: Jake Galstad/IMSA

Boxengasse opsummerer, hvad der er sket på Daytona mens du formentlig har fået lidt velfortjent nattesøvn.

Uheld, drama og mere uheld.

Det har været en lang og hård aften for flere besætninger med dansk islæt på Daytona, og vi er her til morgen desværre også blevet informeret om, at vi er blevet én danskerbil mindre i løbet.

Problemer med danskerbiler

For problemer med danskerbiler er desværre den helt store overskift her halvvejs i løbet efter nattens (dansk tid) begivenheder.

Michael Christensens #7 Porsche Penske Motorsports blev nødsaget til et batteriskifte, og tiden i pitten kostede dyrt – så dyrt, at holdet i skrivende stund er at finde på en 17. plads i det generelle felt. Men den danske GTP-besætning er ikke den eneste der har haft problemer.

Hos Mikkel Jensen og #11 TDS Racing ramte Steven Thomas tilsyneladende en GT-racer på vej mod busstoppet i sving 8-9, som sendte danskerens bil en langvarig tur i pitten. Mikkel Jensen har efterfølgende meldt ud, at holdet har trukket sig fra løbet.


High Class Racings #20 LMP2 med Anders Fjordbach, Dennis Andersen, Ed Jone og Raffaele Marciello. Foto: Jake Galstad/IMSA

Derudover kolliderede Christian Rasmussens #18 ERA Motorsports med svenske Rasmus Lindh fra Andretti Autosport/Wayne Taylor Racings LMP3, der sendte danskerbilen i rabatten hvor den måtte genstartes, før den kom på banen igen.

Safety cars fik ikke samlet splittet GTP-felt

Trods flere FCY’s (full course yellow’s, red.) lykkes det ikke at få samlet GTP-feltet nok til at bevare de små kampe i førerklassen, og #31 Whelen Engineering Racing lagde hurtigt distance ned til andenpladsens formstærke #60 Meyer Shank Racing, der ellers tidligere i løbet nemt og hurtigt stak af fra resten af feltet.

Netop Acuraen fra Meyer Shank Racing var i problemer tidligere i nat, hvor IndyCar-profilen Hélio Castroneves kom i problemer i sving 1. Her stødte brasilianeren sammen med #31 Whelen Engineering Racings Pipo Derani, der kortvarigt sendte begge racere ud i græsset.

#60 Meyer Shank Racings GTP’er anført af Colin Braun, Simon Pagenaud, Hélio Castroneves og Tom Blomqvist tog pole position i sidste uge.

Lokalt er Daytona i sydstaten Florida netop kørt ind i midnatten, og vi kan ifølge Accuweather forvente en solopgang ved 14-tiden dansk tid.

Overblik

GTP
Michael Christensen #7 – P8 i klassen (P17 overall)

LMP2

Christian Rasmussen #18 – P8 i klassen (P15 overall)
Dennis Andersen + Anders Fjorbach #20 – P7 i klassen (P14 overall)
Nicklas Nielsen #88 – P4 i klassen (P11 overall)
Mikkel Jensen #11 – Udgået

GTD PRO
Jan Magnussen #53 – P9 i klassen (P45 overall)

GTD
Marco Sørensen #27 – P4 i klassen (P29 overall)
Nicki Thiim #44 – P3 i klassen (P27 overall)
Frederik Schandorff #70 – P1 i klassen (P24 overall)
Michelle Gatting #83 – P17 i klassen (P51 overall)

Husk, at du altid får det nyeste om international og dansk motorsport her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasseog på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/.

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: