Årets Petit Le Mans var end ikke én omgang gammelt, da den første af de otte deltagende danskere kunne holde fyraften.
For Frederik Schandorff kunne fra pitten blot se til i ærgrelse, da holdkammerat Brendan Iribe blev involveret i et heftigt sammenstød midt i GTD-feltet allerede på første omgang.
Manny Franco mistede kontrollen over sin Conquest Racing Ferrari #34 i Esses, snurrede rundt og blev samlet op af Iribe, inden også Joey Hand, Trent Hindman og John Potter blev fanget i kaosset, som du kan se i videoen nederst.
Uheldet kostede fire biler deltagelsen i løbet, mens Hindmans Wayne Taylor Racing Lamborghini #45 er tilbage på banen efter en længere reparation. Den er dog ude af spillet om de sjove placeringer i GTD.
Franco er efterfølgende blevet bragt til undersøgelse på et lokalt hospital. Teamet har meddelt, at han har det godt efter omstændighederne. De øvrige kørere blev clearet på banens medical center.
Inception Racings tidlige exit betyder samtidig, at Brendan Iribe ikke kan vinde Bob Akin-prisen, der går til GTD-klassens bedste bronzekører. Han stod ellers lige med Orey Fidani før løbet.
GTD-klassen føres af Simon Mann i AF Corse Ferrari #21 efter fem af de ti timers race.
Danskere i kamp om podiet
Også Frederik Vestis Whelen Cadillac #31 havde en mindre forskrækkelse tidligt i løbet, da Jack Aitken sad bag rattet. Briten kørte over et tabt sidespejl fra en Ferrari, men det har umiddelbart ikke gjort skade på Caddy’en. Heldigvis!
Aitken har siden kæmpet intenst om føringen i GTP mod pole-vinderen Tom Blomqvist og Acura #60, og den røde Cadillac tog føringen omkring tretimersmærket.
Siden har Mathieu Jaminet bragt den mesterskabsførende Porsche #6 i føring af løbet, mens Earl Bamber i #31, Colin Braun i #60 og Philipp Eng i BMW #24 har kørt dør om dør i en hård kamp om andenpladsen. Sidstnævnte deler som bekendt BMW’en med Kevin Magnussen, som også har vist sig flot frem.
Alle 12 GTP-biler har kørt uden nævneværdige problemer hidtil.
I LMP2 var Mikkel Jensens holdkammerat Steven Thomas kortvarigt i stewards’ søgelys for kontakt med Jeremy Clarke i Inter Europols #43, men Thomas slap uden straf, hvorfor Mikkel Jensen senere kunne bringe teamet i spids.
Crowdstrike Racing #04 er denne weekend uden Malthe Jakobsen, som støtter teamet fra pitmuren. Teamejer George Kurtz var selv i karambolage med en anden danskerbil, Naveen Rao i Benjamin Pedersens PR1/Mathiasen Motorsports #52. Det sendte Kurtz igennem en reklamebande og i pit og efterfølgende en længere tur i garagen, der har sendt dem mange omgange efter de førende i klassen.
Det er i skrivende stund svenske Rasmus Lindh i United Autosports #22, der har sendt TDS ned på andenpladsen, mens #52 – nu med tidligere Formel 1-kører Logan Sargeant i cockpittet – og Nicklas Nielsens #88 som treer og firer. Sidstnævntes køres lige nu af Matías Pérez-Companc.
I GTD Pro sidder Michael Christensen bag rattet i ‘Rexy’, som aktuelt indtager sjettepladsen i klassen, der føres af Paul Miller Racings BMW #48.
Crashet med blandt andre Inception Racing kan ses ca. 55 sekunder inde i videoen her:
GREEN FLAG FOR MOTUL PETIT LE MANS at MICHELIN RACEWAY ROAD ATLANTA!!!!!
🟢: Saturday, October 11 | 12:00PM ET
📺: NBC (12:00PM-3:00PM) | Peacock (Full Race)
🌍: IMSA YouTube Live | IMSA .tv
📻: IMSA Radio@RoadAtlanta | @MotulUSA | @MichelinRaceUSA pic.twitter.com/mGIXNq3XuZ— IMSA (@IMSA) October 11, 2025
Danskerbilerne efter 5 af 10 timer i Petit Le Mans
GTP
2. Frederik Vesti, Earl Bamber, Jack Aitken, Cadillac #31
3. Kevin Magnussen, Dries Vanthoor, Philipp Eng, BMW #24
LMP2
2. Mikkel Jensen, Hunter McElrea, Steven Thomas, TDS #11
3. Benjamin Pedersen, Logan Sargeant, Naveen Rao, PR1/Mathiasen #52
4. Nicklas Nielsen, Luis Pérez-Companc, Matías Pérez-Companc, AF Corse #88
5. David Heinemeier Hansson, Oliver Jarvis, Tobi Lütke, Era #18
GTD Pro
6. Michael Christensen, Laurin Heinrich, Klaus Bachler, AO Porsche #77
GTD
Udgået – Frederik Schandorff, Ollie Millroy, Brendan Iribe, Inception Ferrari #70