4 min. læsning

IMSA: Kæmpe resultat – tre danske sejre på Indianapolis

#31: Cadillac Whelen, Cadillac V-Series.R, GTP: Jack Aitken, Earl Bamber, Frederik Vesti. Foto: IMSA / Jake Galstad
Udgivet
Foto
Del artikel

IMSA’s sekstimersløb Battle on the Bricks på Indianapolis blev en vaskeægte danskerfest med både generelsejr til Frederik Vesti og to øvrige klassesejre til Mikkel Jensen og Frederik Schandorff.

Malthe Jakobsens holdkammerat var ellers tæt på at spolere det hele bare ti minutter før tid. Det vender vi tilbage til.

For første gang siden Formel 2-dagene kan Frederik Vesti nemlig kalde sig løbsvinder, og sejren med Whelen Cadillac #31 og holdkammeraterne Jack Aitken og Earl Bamber må vel være karrierens største hidtil for danskeren.

Den røde Caddy førte langt det meste af de seks timer, men sejren var ingen ‘walk in the park’. Tværtimod.

For Jack Aitken, der skulle køre bilen i mål, var under voldsomt pres fra først Acuras Tom Blomqvist og siden mærkefællen Ricky Taylor – og alle kørte på dampene med tvivl om, hvorvidt de overhovedet kunne nå i mål uden endnu et pitstop.

Det kunne de takket være en sidste full course yellow, og så kunne Cadillac fejre en dobbelttriumf og tage mærkets første IMSA-sejr i denne sæson.

Bag Caddy #10 og Acura #60 fuldførte BMW #24 og Acura #93 top fem.

Mikkel Jensen-triumf i LMP2

I LMP2 blev det også dansk triumf, men lad os tage nedturen først.

For Malthe Jakobsen og Crowdstrike #04 blev dagen en vild rutsjebanetur, for teamet var langt det meste af løbet i kamp om podiepladserne og nok endda sejren, da Malthe Jakobsen med halvanden time til mål pludselig måtte trille mod pitten med en punktering på højre forhjul.

Alligevel lykkedes det teamet – nu med Toby Sowery i bilen – at kæmpe sig tilbage helt i front. De var dog ude af pitsekvens med konkurrenterne og måtte pitte med godt 15 minutter tilbage, hvilket sendte dem ned på tredjepladsen.

Her jagtede Sowery Inter Europol på andenpladsen, da han ville gå indenom United Autosports #2, som var en omgang nede. Sowery kom op at ride på curben, mistede kontrollen og hamrede i betonvæggen bare 10 minutter fra det ternede flag.

Den medfølgende full course yellow eliminerede til gengæld de bekymringer, som mange havde, i forhold til om der var energi nok i tanken til at nå målstregen uden et ekstra pitstop.

Mens den unge thybo må ærgre sig over resultatet, kan hans Peugeot-kollega fra WEC juble.

Konkurrenterne kunne ikke fange den neongule TDS Racing #11 med Mikkel Jensen. Foto: IMSA / Jake Galstad

For Mikkel Jensen og TDS Racing scorede hattrick med den tredje Indianapolis-sejr i træk – først sejrede de i totimersløbet i 2023 og nu både i fjor og i år i sekstimersløbet.

Mikkel Jensen kørte selv bilen i mål med et fremragende stint, hvor han bare øgede og øgede til forfølgerne. De gjorde i øvrigt alt for ikke at fange danskeren. Først snurrede Paul Di Resta efter et sammenstød med både sin United Autosports holdkammerat OG Tom Dillmann i Inter Europol.

Kort efter snurrede så også Ben Hanley i den anden United Autosports efter kontakt med Sébastien Bourdais.

Inter Europol endte som toer, men ved den sidste genstart havde Mikkel Jensen ingen problemer med at afvise Dilllmann.

Dansk-amerikanske Benjamin Pedersen blev næstbedste dansker i klassen efter Malthe Jakobsens exit. Pedersen, der delte bil med den tidligere F1-kører Logan Sargeant, blev 8’er, mens Jakobsen og Crowdstrike blev klassificeret som 10’er.

Både Nicklas Nielsen og David Heinemeier Hansson udgik tidligt.

Schandorff fuldfører vild danskerdag

I GTD kunne selv ikke et løst motorcover spolere festen for Frederik Schandorff og Inception Racings gule Ferrari #70.

Stille og roligt kørte Schandorff, Millroy og Iribe sig op gennem feltet, og mens flere konkurrenter spolerede det for sig selv – herunder den mesterskabsførende Mercedes, som fik en drive-through-straf – satte Schandorff og co. ikke en fod forkert.

Derfor kunne danskeren selv indtage føringen med cirka en time til mål, og derfra gik det kun én vej. Han øgede og øgede forspringet, indtil Sowerys full course yellow.

Frederik Schandorff var formidabel i sin Ferrari. Foto: IMSA / Jake Galstad

Ligesom de to øvrige vindende danskerbiler kunne Schandorff heldigvis modstå presset i genstarten og køre sejren hjem. En tiltrængt en af slagsen efter en svær sæson, hvor kun Watkins Glen også har budt på sølvtøj til Ferrari-danskeren.

Ford Mustang sejrede i GTD Pro-klassen efter flere hårde kampe med BMW og Porsches ‘Rexy’.

IMSA kører sæsonens sidste løb, de ti timers Petit Le Mans på Road Atlanta, den 11. oktober.

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode