Danske motorsportsfans skal vænne sig til et nyt syn, når de skal holde øje med Kevin Magnussens BMW i den amerikanske IMSA-serie næste år.
For selvom BMW mandag præsenterede de samme otte kendte navne til næste års line-up i GTP-klassen i IMSA, så har det tyske mærke også blandet kortene.
Det betyder, at Kevin Magnussen vinker farvel til bilen med nummer 24 og fremover vil være at finde i bilen med nummer 25.
Samtidig får han en ny holdkammerat i bilen.
Danskeren skal som i den forgangne sæson køre langdistanceløbene i USA – Daytona, Sebring, Watkins Glen, Road America og Petit Le Mans på Road Atlanta.
Det bliver igen i 2026 i selskab med østrigske Philipp Eng, men i stedet for Dries Vanthoor bliver tyske Marco Wittmann nu Magnussens holdkammerat i #25.
Eng og Wittmann danner fast makkerpar gennem hele IMSA-sæsonen.
Tyskeren har hidtil scoret to podiepladser i BMW M Hybrid V8-raceren – én gang i IMSA i år og én gang i FIA WEC tilbage i 2024.
Men Wittmanns største bedrifter skal findes i GT-biler, hvor han i 2023 vandt 24 Hours of Spa generelt. Han er desuden dobbelt DTM-mester fra dagene med Class One-reglementet.
Foruden Philipp Eng, Marco Wittmann og Kevin Magnussen bliver danskerens faste WEC-makker Raffaele Marciello fjerdekører på Daytona.
I #24 kører Dries Vanthoor og Sheldon van der Linde den fulde IMSA-sæson, mens Robin Frijns bliver tredjekører og René Rast runder kvartetten af på Daytona.
Det er som bekendt Team WRT, der i den kommende sæson kommer til at drive BMW-teamet i både WEC og IMSA, efter samarbejdet med Rahal Letterman Lanigan er stoppet i USA.
BMW har til gengæld lavet rent genvalg på Magnussens bil i WEC, hvor han fortsætter med Dries Vanthoor og Raffaele Marciello.
Hør vores seneste podcast om sportscar racing herunder. Vi kommer omring Iron Dames’ WEC-exit, IMSA-testen i USA og de danske deltagere i Asian Le Mans Series, der begynder her i december. Find den også i din foretrukne podcastapp.