3 min. læsning

Sebring: Dobbelt Porsche-føring efter første time på Sebring

#24: BMW M Team RLL, BMW M Hybrid V8, GTP: Philipp Eng, Dries Vanthoor, Kevin Magnussen leads at the start
Udgivet
Foto
Del artikel

Sebring er i fuld gang, og det er med dobbelt Porsche i spids efter den første time. Egentlig startede Dries Vanthoor og BMW i pole position, men belgieren fik raget en dum straf til sig i forbindelse med starten, og den tidlige drivethrough kostede et ellers flot udgangspunkt.

Årets Sebring var dårligt fem minutter gammelt inden der virkelig var drama – og desværre med flere danskerbiler i fokus. Starten gik ellers rent og feltet var sådan set forskånet for ballade på første omgang. Men så kom der straffe og kaos.

Først i LMP2, for her ramte Tobias Lütke ind i Luis Perez Companc med det resultat, at begge endte i barrieren. Dermed fik både Era Motorsports med David Heinemeier Hansson og AF Corse med Nicklas Nielsen en skidt start på Sebring. Selve løbet startede TDS Racings Steven Thomas fra spids, og han fik også en god start i bilen, han deler med Mikkel Jensen og Hunter McElrea. Han førte an frem til første pitstoprunde og tog også pladsen igen umiddelbart efter stoppet.

Steven Thomas har fået TDS Racing godt fra land i LMP2. Foto: IMSA

I GT3 ramlede Brendan Iribe ind i AWA’s Corvette og fik en drivethrough for forseelsen, og kort efter fik løbets førende, Dries Vanthoor også en straf, for han skiftede bane under starten, og det kostede prompte en straf for Kevin Magnussens BMW.

Her ved timeskiftet er der igen gult flag efter Charles Scardina fik et prik af Ricky Taylor i WTR’s Cadillac #10 og endte i muren. Status efter 60 minutters kørsel er, at første runde stop lige er begyndt for GTP-bilerne, og inden stoppet var Felipe Nasr i spids for Porsche Penske Motorsport foran holdkammerat Mathieu Jaminet og dernæst to gange Acura med Tom Blomqvist og Renger van der Zande.

Dries Vanthoor er sekser i BMW’en han deler med Kevin Magnussen, og Jack Aitken er syver i den Cadillac, han deler med Frederik Vesti.

LMP2 fører Steven Thomas for TDS Racing i bilen, han deler med Mikkel Jensen, mens PR1 Mathiasen Motorsports med Benjamin Pedersen er nummer to i klassen. George Kurtz er sekser for Crowdstrike Racing i bilen, han deler med blandt andre Malthe Jakobsen, mens AF Corse er nummer 10 og Era Motorsport nummer 12 efter deres tidlige sammenstød.

Eneste dansker, der startede løbet i bilen var Michelle Gatting, som hurtigt fik bragt Iron Dames’ Porsche ind i top 10, og her med udgangen af første time er Gatting lige kørt i pit fra en ottendeplads i klassen og de er på banen igen som nummer 10, nu med Rahel Frey ved rattet. Frederik Schandorffs Ferrari fra Inception Racing blev startet af Brendan Iribe, der efter den tidlige straf og et enkelt stop er 17’er i klassen.

GTD Pro fører Porsche og AO Racing med Alessio Picariello, mens GTD-kategorien føres af Sheena Monk og Triarsi Competiziones Ferrari.

12-timersløbet på Sebring begyndte 15.10 dansk tid lørdag og kan ses på Viaplay hele vejen.

Du kan også holde dig opdateret om løbet på Boxengasse.dk og på vores Facebook-gruppe ‘Nyt om Motorsport‘.

Guide: Sådan følger du Kevin Magnussen, Frederik Vesti og alle de andre danske kørere i 12 Hours of Sebring

Det er god stil at dele godt indhold med andre

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode