Kevin Magnussen og holdkammeraterne i BMW #24 starter fra pole position, når årets 12 Hours of Sebring skydes i gang lørdag eftermiddag.
For danskerens holdkammerat Dries Vanthoor var – ligesom på Daytona i januar – hurtigste kører i kvalifikationen.
Belgieren tog pole position med tiden 1:47.091 – 0,025 sekunder hurtigere end Acuras Tom Blomqvist.
Derefter var det tre gange Porsche. De to Penske-biler foran kundeteamet Proton. I den anden danskerbil var der problemer for Frederik Vesti og co.
Jack Aitken nåede kun halvvejs rundt på sin opvarmningsomgang, før bilen gik i stå og forårsagede et rødt flag.
Cadillac #31 måtte trækkes tilbage til pitten af en truck. Den kom ikke tilbage på banen, før kvalifikationen var overstået.
Derfor starter Vestis Caddy sidst i GTP-klassen.
Dansk pole i LMP2
I LMP2-klassen var der også dansk på toppen.
Her skal bronzekørerne kvalificere bilen, og det gjorde Steven Thomas bedst af alle. Derfor starter Mikkel Jensens TDS Racing #11 forrest, når det grønne flag viftes til starten lørdag klokken 15.10.
David Heinemeier Hanssons holdkammerat Tobias Lütke var femtehurtigst i Era #18, foran Luis Perez Companc i Nicklas Nielsens AF Corse #88. Rodrigo Sales var 7’er i Benjamin Pedersens bil, mens George Kurtz var 8’er i Malthe Jakobsens bil.
Problemer for Schandorff
I GTD var der Ferrari i front af begge klasser. Alessandro Pier Guidi var hurtigst i GTD, mens Albert Costa var hurtigst i GTD Pro.
Michelle Gatting var selv bag rattet for Iron Dames. Hun tog 11. pladsen i GTD.
Frederik Schandorffs Inception Racing Ferrari var derimod i problemer. Ollie Millroy fik slet ikke sat en tid.
12-timersløbet på Sebring begynder 15.10 dansk tid lørdag og kan ses på Viaplay.
Du kan også holde dig opdateret om løbet på Boxengasse.dk og på vores Facebook-gruppe ‘Nyt om Motorsport‘.