Tredje afdeling af vinterserien UAE4 Series venter den kommende weekend, og det knap 40-biler store felt testede torsdag forud for weekendens tre løb på Dubai Autodrome.
Hurtigst af alle torsdag? Det var såmænd danske Alba Hurup Larsen for Evans GP-teamet.
I et felt, der også tæller Red Bull-junior Scott Lindblom og Williams-junior Oleksandr Bondarev, kørte Alba Larsen hele 0,213 sekunder hurtigere end torsdagens næsthurtigste, der netop var ukrainske Bondarev.
17-årige Alba Larsen kørte i alt 26 omgange, og hendes hurtigste tid lød på 2.02.113.
Hendes holdkammerater hos Evans GP var 17. og 24. hurtigst af de 39 kørere i testen.
Dermed følger danskeren op på en lovende start på UAE4-serien, der allerede har kørt seks løb på Yas Marina i januar.
Her scorede Alba Larsen en 10. plads i det tredje løb, hvorfor hun er nummer 19 i tabellen, som Bondarev topper.
Løbene kan ses gratis på YouTube lørdag og søndag.